I modsætningen "natur og ånd", som den fastholdes inden for traditionen af den tyske idealisme, er lagdelingstanken ligefrem blevet populær. I denne form behersker den endnu i dag vidensområders differentiering i naturvidenskab og åndsvidenskab. Denne modsætning går ikke op i den kartesianske dualisme extensio og cogitatio, selvom den historisk set er påvirket af den. Det væsentlige i den var i langt højere grad dette, at der findes to heterogene riger af væren, som er lejret oven på hinanden inden for en og samme reale verden. Det ene forstår man som en helhed af lavere dannelser, det andet af højerestående art. De sidstnævnte er af samme realitet som de førstnævnte - historiske forløb er f.eks. ikke mindre reale end naturprocesser - men deres opbygning og deres lovmæssigheder er anderledes, dvs. deres kategorier er forskellige.

Der ville ikke være noget at udsætte på denne todeling, hvis den indholdsmæssigt var dækkende. Men det er den ikke. Den reale verden er ikke så simpel, at den kan rummes i et enkelt modsætningsskema. I det hele taget kommer modsætningsskemaet til kort her. Verden er ikke todelt, den består mindst af fire lag. For det er åbenbart, at der inden for det, man summarisk kaldte natur, er en klar skillelinie mellem det levende og det livløse, det organiske og det anorganiske. Også her er der et overlagringsforhold, en forskel i den strukturelle værenshøjde, lovmæssighederne og den kategoriale udformning. Og ligeså har der inden for det, man kaldte ånd, vist sig en gennemgribende væsensforskel mellem de sjælelige processer og det fælles åndelige livs objektive indholdsområder, som her ikke er mindre tungtvejende, end det blotte fysiske og det levende er der. Den er bare igen en helt anden og ikke så let at fatte entydigt. Men i videnskabens genstandsområder har den udformet sig fuldstændig klart i de sidste to århundreder. Det er forskellen mellem psykologiens genstand på den ene side og hin store gruppe af åndsvidenskaber på den anden side, som deler sig ud på det åndeligt-historiske livs mangfoldige områder (sprogvidenskaber, rets- og statsvidenskaber, social- og historievidenskaber, kunst- og litteraturvidenskaber osv.). Af de filosofiske discipliner hører til denne gruppe: etikken og retsfilosofien, historie- og socialfilosofien, æstetikken og erkendelsesteorien, logikken og videnskabsteori (metodologi).

Striden om den egentlige væsensforskel mellem sjælelig og åndelig væren er først blevet udkæmpet i allernyeste tid, ved det seneste århundredskifte. Det var kampen imod psykologismen, hvor de åndelige livs- og indholdsområders selvstændighed og egenlovmæssighed for allerførste gang blev synlig over for de psykiske akter og processer. For netop psykologismen havde tendens til at udviske denne forskel, at forklare alt ud fra processerne. Den begik den fejl, at "grænseoverskride" opad (sml. Kap 7b og c). Dens fejl er principielt den samme som biologismens og materialismens. Alle disse ismer underkender den reale verdens lagdeling; den gør vold mod fænomenerne, idet den ignorerer de naturlige grænser mellem det reales trin og lader dets egenlovmæssighed forsvinde til gunst for en konstrueret enhedsdannelse.

Mennesket er selv et væsen, der består af fire lag. Han er et organisk, sjæleligt og åndeligt væsen, og endda det nederste lag mangler ikke, for til syvende og sidst er han jo "også" et materielt væsen. Deri står han ikke alene. De højere dannelser, som verden består af, er alle lagdelt på lignende måde som verden. Gode eksempler på det er sådanne kollektivdannelser som samfund, stat, folk. De har stammefællesskabet til grundlag, den samme sjælelige artethed til forudsætning, men udformer sig først i det åndelige fællesskab. Men netop derfor er de ikke selv lag af det reale, men enheder, i hvilke disse allerede er relateret til hinanden i deres egenart. De forudsætter altså allerede lagene.

[ Forside  |  Tilbage  |  Til top ]