Tekst fra Thomas Ring:
Astrologische Menschenkunde, bd. 1, s. 269-272
oversættelse: Lisa Jensen
Går vi videre med ordenscifrene, træffer vi med 5 igen på et ulige tal, der som bekendt er af stor betydning i den organiske natur. Femkanten indeholder frem for alt det gyldne snits proportion (den stadige deling, hvorved det lille linjestykke forholder sig til det store, som det store til helheden), ved hjælp af hvilket den konstrueres. Vinkelen på 72° falder imidlertid uden for tolvdelingen, kan ikke anbringes i udtryks- og interessesfærens opbygning. Erfaringsmæssigt kan kun mere fint organiserede mennesker udnytte dette aspekts harmoniske egenart.
Ved kvintilen (Q) står B en femtedel kreds fra A, således at en regelmæssig figur opstår, når der føjes tre yderligere punkter til i samme afstand. Disse aspekt-trin vender tilbage til A, uden at berøre A'. Som ved trigonen mangler altså den punktuelle modsætningsspænding, men modspændingen fra punkt til linie er til stede. Som der, kan vi beskrive forholdet impulsion:repulsion som påkaldelse og svar i en harmonisk gennemført forbindelse til helheden, blot bortfalder samklangen med tolvsystemet, dette forhold er af overnormal art.
På samme måde skal C:D, når det er betonet, opfattes som svævende hviletilstand over for en tendens, der udgår fra A, og som kendetegner punktets breddeudfoldelse som et forberedt ekko fra helheden.
De direkte forbindelser A:C og D:A gælder ligeledes som kvintilaspekter, nærmere betegnet bikvintil (BQ). Denne bikvintil er noget andet end kun en fordobling af den simple kvintil. Som en ejendommelighed ved femkanten hører med, at der dannes et pentagram, femstjernen, når et af dets hjørnepunkter fortløbende springes over. Siden i en sådan er basis for en trekant med centervinklen BQ.
Vi har således en dobbeltfigur, og forenet i den er 2 typer aspekter, følgen
A-B-C-D-E-A og følgen A-C-E-B-D-A, en dobbelttakt, analog den dobbeltbetydning som allerede antydes ved, at femkant og femstjerne ligger inden i hinanden.
Med forbindelsen E:B i sidstnævnte finder vi også, at modspændingen punkt til linie forekommer to gange, A altså så at sige overfor et dobbeltekko fra helheden. Heraf følger til forskel fra den rolige, store, entydige udfoldelse ved trigonen, i kvintil + bikvintil en mere urolig, mere differentieret og dobbelttydig udfoldelse af tendenser.
Hvis aspekterne, der er indeholdt i denne dobbeltfigur, set udefra kun vedrører den kortere afstand i kvintil, den større i bikvintil, så danner der sig set indefra 2 kvalitativt forskellige forbindelser med hensyn til forholdet impulsion:repulsion. Dette forhold af "påkaldelse og svar" relaterer ved kvintil til en genklang før spærrelinien ved kvadraten, mens det ved bikvintil efter denne også overskrider trigonen og nærmer sig kulminationen i A'. Således indeholder kvintilens syntese mere en ideel anelse om det, der i bikvintilen mere er anlagt på reale prøvelser. Alt efter positionen af et givet punkt i forhold til A fremkommer i hvert fald forskellige vurderinger.(*)
Dette er de vigtigste momenter i bedømmelsen af denne dobbeltfigur, en højere grad af mangfoldighed hører til dens aspekters væsen. Dette ordensciffer muliggør først og fremmest dannelsen af en mangekant og en stjerne. Dog kan femkanter ikke lægges fladefyllende op ad hinanden, som de hidtidige figurer og den efterfølgende sekskant, men går vi over i det tredimensionale rum, så slutter 12 femkanter sig sammen og danner afgrænsning på et af de smukkeste regelmæssige legemer, dodekaederet, hvorved relationen til tolvordningen er genfremstillet i en højere dimension. Deri spejler sig erfaringsmæssigt relationen til skabende processser udenfor normale ordninger, som sagt, såfremt de menneskelige forudsætninger for den "anderledes dimensionale" udnyttelse af finstrukturen foreligger. Man træffer sjældent på femkanten helt markeret af planeter, men også her kan andre vigtige punkter inddrages kompletterende.
(*)Hos Agrippa von Nettesheim, "Magische Werke", (..) findes femstjernen indtegnet i kredsen, relateret til det menneskelige legeme, hvor fødderne er stillet i samme afstand fra hinanden, som fingerspidserne holdes væk fra issen. Endvidere giver han en tilordning: Mars: isse, Venus: højre hånd, Jupiter: venstre hånd, Merkur: højre fod, Saturn: venstre fod, medens Solen indtager solarplexus' sted, Månen genitialernes. Det er indlysende, at det ikke er anatomiske forbindelser, der er ment, men femkantens symbolske betydning. - Tænker man sig en dynamisk kreds med A som issepunkt, så symboliserer sammenligningen med ekstremiteterne: hænder = Q højre og venstre, fødder = BQ højre og venstre som funktionelle antydninger.