Uddrag af artikel i Werkstattblätter (1981/II)

oversættelse: Lisa Jensen
med venlig tilladelse fra  Thomas Ring-Stiftung.

(...)
Femdelingen af kredsen skiller sig allerede ud fra det hidtil sagte ved, at centervinklen på 72 grader ikke passer ind i tolvsystemet. Endvidere viser det sig, at femkanten ikke er en ubrudt fladedækkende figur, som når trekanter, kvadrater, sekskanter lægges op ad hinanden. Men går vi fra flade til rum, til regelmæssige tredimensionale former, finder vi blandt de fem "platoniske legemer", at femkanten er repræsenteret tolv gange i pentagon-dodekaederet, mens oktaeder, ikosaeder, tetraeder er begrænset af trekanter, terningen hhv. kubusen af kvadrater.

Erfaringsmæssigt svarer dette til en syntetisk [harmonisk] betydning, som virkeliggør sig i andre forhold end dem, hvori forudsætningerne blev skabt, og som ofte også optræder anderledes, end det var hensigten, eller på anden måde overskrider det normales grænser.

Som en særlig ejendommelighed ved femstjernen hører med, at der under konstruktionen med cirkel og lineal opstår den stadige deling, det Gyldne Snit. Figuren er ikke simpelthen ét med cirklen ligesom sekskanten, men i en kompliceret proces åbenbarer der sig en enhed af en mere omfattende art, for den stadige deling kan fortsættes uendeligt i det store som i det små. Er man opmærksom på dette, og hvordan det genfindes i den organiske formbygning og vækst, så erkender man deri tendensen til en gennemgående forbindelse, en enhedsskabende virkning, der griber ud over det enkeltvise; psykisk svarer det til det, Poseidonios kaldte den altforbindende sympati. En harmonisering, som bedst udtrykker sig i oversættelsen af personlige konflikter til det overpersonlige.

Femtallet var af stor betydning i de gamle kulturer. Næsten overalt gjaldt femskalaen som oprindelig inddeling af oktaven. De kinesiske 5 elementer - vand, ild, metal, træ, jord - må ikke forveksles med de 4 elementer fra antikken i vore vestlige lande - jord, ild, vand, luft -, som man tænkte sig mere statisk. Hos os træder Logos, men også den korsfæstede, livsvækkende til, udover fireheden, værensformerne og de stoflige kvaliteter, som et femte, som kvintessens, mens det i den østlige tænkning drejede sig om fem forvandlingstrin i en gennemgående cyklus. "Hsing", som oversættes "element" har mere dynamisk karakter. Dermed er også noget væsentligt karakteriseret ved de kvintile aspekter: forvandlingen, overgangen til en anden dimension.

Næppe nogen anden figur blev anvendt i magien så meget og mangfoldigt som femstjernen, pentagrammet. Ofte ser man den sat i forbindelse med det onde, men det er misforstået. "Femstjernen" symboliserer snarere det dilemma mellem godt og ondt, der indtræder med individualiseringen, når valg skal træffes, som kommer til udtryk i to måder at optegne den på. Stjernen med spidsen opad gjaldt for at være positivt, negativt det omvendte, en spids vendt nedad og to spidser øverst ("hornene" på det apokalyptiske dyr). Det svarer til en særlig ejendommelighed ved kvintile aspekter: en sensibel reaktion på beslutninger, men også en afslappethed, der begunstiger muligheden for et skift til det modsatte af det trufne valg. Vores titelbillede fra Agrippa von Nettesheim demonstrerer endvidere forskellen mellem det at gribe (arme = kvintil) og have fodfæste (ben = bikvintil) i menneskets femfoldige orientering mod verden.

Man kunne fylde et katalog med alle de indhold, som ses i femkanten og femstjernen. Ved anvendelsen i praksis falder ikke kun kvintilen og bikvintilen ind under de anførte betydninger, men også det svagere decil (side i en tikant, den vinkel på 36 grader, som optræder tre gange ved hver spids, når femstjernen indtegnes i femkanten), samt dens trefoldige sammensætning til tridecil (108 grader, femstjernens vinkel). Især det sidste aspekt skal være så eksakt som muligt, så betydningen ikke kolliderer med finaspektet på 105 grader. I det hele taget afsvækkes alle aspekter med tiltagende unøjagtighed. Vi må lære at tænke i "forløb", rækkevidden (orbis) gælder relativt til sensibiliteten. Vigtigt er altid, hvordan det er indbygget i aspektstrukturen.

Hos Goethe finder man et tilstrækkelig nøjagtigt kvintilaspekt mellem Solen og Saturn (eksakt på Ascendanten). Personlige særheder og konflikter, som modsvares af Saturn på Ascendanten i Skorpionen, en tendens til også at anskue verden fra en mere negativ side, køligt og tvivlende, blev integreret med og overstrålet af det kulminerende element, Solen på MC, elementet for livsbekræftelse og hjertevarme. Som genial oversættelse til det upersonlige har han skænket os "Faust", dramaet på eksistensaksen.

Indholdet i femheden udformede Goethe (idet han fulgte en overlevering blandt frimurerne) i de 5 stanzer "Orphische Urworte". Som regel citerer man kun den første, "Daimon" (Mars som principium individuationis). Men i den tænkte sammenhæng står så "Tyche" = Merkur, "Eros" = Venus, "Ananke" = Saturn, "Elpis" = Jupiter."

Også hos Agrippa er det den samme følge af planeter, der svarer til den betydning, men hos Goethe er der byttet om på placeringen af Merkur og Venus, det kan være på grund af omløbstiderne, men det skulle være plausibelt at sætte Mars ved begyndelsen, omskift til den modsatte magt.

(...)

[ Forside  |  Tilbage  |  Til top ]