Der er mange henvisninger i Thomas Rings bøger til filosoffen Nicolai Hartmanns kategorilære: "Die Aufbau der realen Welt" (Opbygningen af den reale verden). Hartmanns grundtanke er, at verden består af fire lag eller planer: materielt, organisk, sjæleligt, åndeligt, som ligger i nævnte rækkefølge over hinanden. Et højere lag hviler på det forudgående og indeholder de dertil hørende kategorier, men der kommer noget nyt til, et novum, med egne lovmæssigheder og nye kategorier.

"Således hæver den organiske natur sig over den anorganiske, den svæver ikke frit for sig, men forudsætter det fysisk materielles forhold og lovmæssigheder. Den hviler på disse, omend de langtfra er tilstrækkelige til at udgøre det levende. Ligeså betinget er sjælelig væren og bevidsthed af den bærende organisme, hvorved og med hvilken den optræder i verden. Og ikke anderledes er åndslivets store historiske ytringsformer bundet til de individers sjæleliv, som til enhver tid er deres bærer. Fra lag til lag, hen over hvert snit, finder vi samme forhold, at et lag hviler på og er betinget "nedefra", men er dog samtidig selvstændigt udformet med egne lovmæssigheder. Dette forhold er den reale verdens egentlige enhed. Trods al sin mangfoldighed og heterogenitet er verden en enhed. Den har et systems enhed, men systemet er et lagdelt system. Opbygningen af den reale verden er en opbygning i lag." (..)

Ifølge N. Hartmann er det organiske plans kategorier ikke umiddelbart tilgængelige for os. Vi forsøger altid at fatte og forklare, hvad liv er, nedefra, i form af materielle processer (kausalt-mekanisk), eller fra oven, med sjælelige og åndelige kategorier (vitalistisk-finalt), dvs. ved hjælp af anskuelser, der er fremmed for det egentlig organiske. Man gør sig derved skyldig i en "kategorial grænseoverskridelse".

Biosfæren bliver forenelig med de materielle love: et højere lag indeholder kategorierne fra det lavere - men kan ikke udledes af dem: laget har egne selvstændige kategorier. Ligeledes ville det være en kategorial grænseoverskridelse at udlede den sjæleligt og åndeligt, som det gøres i vitalismen (enteleki).

Ved overgangen fra det organiske til det sjælelige lag ser N. Hartmann endvidere en "fuldstændig afbrydelse af det matematiske forhold" (Kant: det totalt umatematiske ved psyken). Det kvantitative dominerer i den fysiske verden, men træder allerede tilbage i det organiske, hvor det ligger som baggrundsmoment. Men fra og med det sjælelige forsvinder det helt, for kun at vende tilbage i erkendelsens indholdskategorier.

Iflg. Thomas Rings hypotese svarer de fire lag til de fire elementer i astrologien: jord, ild, vand luft, hvor hvert plan har affinitet med de tilsvarende fire temperamenter.

Væsenskræfterne (som planeterne symboliserer) er det organiske plans egentlige kategorier - skabende kræfter, helhedskræfter, som er forankret på det organiske plan, men som rækker gennem det sjælelige og åndelige lag med nye kategorier. I det sjælelige bliver de skuet som urbilleder (arketyper), og de bliver tænkt som idéer i det åndelige lag.

Det matematiske forhold genfindes som konstellationens (horoskopets) ordenskonstanter (de syv klassiske planeter, de tolv dyrekredstegn, aspektforholdet, de tolv huse).

• Det kausalt-mekaniske verdensbillede gælder udelukkende for det materielle plan.



• Over det ligger det organiske plan med væsenskræfterne som selvstændige kategorier. Novum for dette plan er omsætning og forbrug af stof/materie til udformning af den organiske helhed - en legemlig konstitution, som fremkommer ved forholdet mellem væsenskræfterne og deres organiske modsvar.
  
  
• Over det igen ligger det sjælelige plan, hvor Novum er spejlingen af den ydre verden og bearbejdelse i indre billeder. I forhold til de organiske behov foregår det emotionelt farvet. Følte betydninger rykker i forgrunden.
  
  Tænker man sig de organiske kategorier indeholdt og videreført, har sjælelivets emotionelle hhv. affektbesatte billedverden rod i det, som væsenskræfterne betyder for opbygningen af individualiteten, dens opretholdelse og selvvirkeliggørelse - alment i urbilleders grundbetydninger - for den enkelte iflg. væsenskræfternes interstrukturelle opbygning. Dette erfarer vi umiddelbart i drømme og i meditationen, når vi trækker os tilbage på os selv, middelbart i det vågne liv, idet vi som subjekt møder objekterne i omverdenen.
  
  Sådan forstår astrologien denne flydende bølgegang, den sjælelige konstitution, hvor en endogen (medfødt) problematik afvikler sig exogent.
  
  
• Over det sjælelige plan ligger det åndelige, hvis Novum er den bevidste belysning af den individuelle situation i dens relation til verden.

[ Forside  |  Næste  |  Til top ]