Thomas Ring

- meget kort fortalt ..

Thomas Ring (1892-1983), bedst kendt som den største tysktalende astrolog i det 20. århundrede, var også skabende kunstner - maler, lyriker, forfatter til essays og teaterstykker.

Efter 1. Verdenskrig, (hvor han var blevet taget til fange under slaget ved Cambrai, jvf. seminar), blev han tilknyttet en kendt avantgarde kunstnergruppe i Berlin og giftede sig 1920 med maleren Gertrud Schröder. Den første bog om astrologi udkom i 1925. Sidst i 20'erne havde han en politisk fase, var medlem af det kommunistiske parti og bekæmpede den tiltagende nazisme i malerier, skrifter, digte, som taler og foredragsholder. 1932 flygtede familien til Graz i Østrig, og i de følgende år skabte han grundlaget for en revideret astrologi i en række værker.

Ring havde mistet sit statsborgerskab og var erklæret "statsløs" på grund af sin politiske fortid. Alligevel blev han efter Østrigs "Anschluß" kontaktet af Goebbels og Rosenberg og opfordret til at indtræde som leder af et særligt departement til udvikling af den nazistiske ideologi. - Ring afviste tilbudet og blev straffet med "male- og skriveforbud", skulle sendes med en straffekolonne til Norge, men undgik det på forunderlig vis. Med hjælp fra vennen Hans Bender tiltrådte han en stilling som direktør for Institut for Grænsevidenskab ved universitetet i Strassburg, hvor Bender forelæste. Trods forfølgelsen fra Nazi-regimet blev Thomas og Gertrud Ring pågrebet som "rigstyskere", da de allierede i 1945 indtog Strassburg, og blev sendt i interneringslejr i Sydfrankrig. Her døde Gertrud Ring syg og svækket af sult. Deres to sønner var blevet såret ved fronten, men havde overlevet krigen.

"Moderne kunstnere i en mørk tid" - Thomas Ring
Kunstneren Gertrud Ring

Thomas Ring flyttede tilbage til Tyskland i 1952. Han havde giftet sig for anden gang i maj 1947 og fik yderligere en søn og en datter. Fra 1962 boede familien i en lejlighed i et gammelt hus, som hørte under middelalderborgen Stettenfels ved Heilbronn. Han forsørgede familien gennem astrologisk rådgivnings- og kursusvirksomhed, men arbejdede ellers tilbagetrukket på "Astrologische Menschenkunde" og talrige andre astrologiske bidrag og skrifter. Thomas Ring døde i 1983.

Nærmere om Thomas Ring, hans liv og værk, kan læses på
Thomas Ring-Stiftelsens hjemmeside.



Tilbage  |  Til top ]