Væsenskræfterne

Jeg har ganske vist fået oplyst, at de fleste her har læst mine bøger, men jeg tror alligevel, vi vil starte med at gennemgå elementerne for at få en mere rigtig forståelse af dem, dvs. kræfterne. Elementerne vil sige væsenskræfterne, altså planetsymbolerne. Og kræfterne er de samme hos alle mennesker, men ytringsmåden kan være en anden, hvis de står i et andet dyrekredstegn, ikke sandt? dyrekredstegnet viser måden de udtrykker sig på. - Endvidere kan der være tale om en anden interesseretning, og dermed kommer vi til det andet system af kredsløb, de såkaldte huse. - Og det tredje er så aspekterne, som er det gensidige forhold. - Har De nemlig forstået elementerne rigtigt, så kan De også tyde rigtigt.

Solen i de fire hjørnefelter

Hvis De f.eks. forstår, at Solen er den centrale kerne, væsenskernen - Solen står ved ascendanten. - De ved, hvad ascendanten er: personlighedens indsatspunkt, den umiddelbare måde at ytre sig på. - Og nu har De denne væsenskerne tæt ved ascendanten .. Ja så betyder det, at dette menneske kun kan ytre sig ud fra det væsentlige i sig.

Hvis vi har Solen ved den nedre meridian, foregår det mere skjult. Det menneske vil måske ytre sig ganske anderledes på overfladen, og det egentlige, væsentlige skal først trænge igennem.

Hvis vi har Solen ved den øvre meridian, er det hvad vi kalder ekstrovert. Det går altså straks udad. Det kræver en passende repræsentativ stilling .. (jeg taler jo i den forbindelse om "repræsentativpersonen" og ved den nedre meridian om "dybdepersonen". Forstår De? - det er to psykologisk meget forskellige dimensioner).

Eller hvis Solen står ved descendanten, så sker det centralt vigtige for det menneske egentlig i mødet med Den Anden, med et Du. Ofte er det mennesker, som er godt gift, eller lad os sige: de har brug for at være det. - Jeg nævner det jo ikke for .. Ja, her har vi igen forskellen .. De fleste astrologer vil så finde ud af, hvordan partneren er. Og de mere ukyndige undrer sig altid over, at det kan lade sig gøre. - Men det kommer det ikke an på. Det væsentlige er relationspersonen. At det menneske ifølge sin natur er indstillet på at finde støtte hos en anden. Det er egentlig medmennesket, der skal åbne op for det centrale hos denne person. - I modsætning til Solen ved ascendanten, hvor det umiddelbart kommer til udtryk.

Kræfternes modsætningspar

Solen og Saturn - Eksistens

Og nu til gensidigheden, dvs. aspekterne - kræfternes forhold til hinanden. Det grækerne kaldte "Gudernes samtale" ..

Vi vil altså først gøre os klart, hvad det er for elementer, vi har at gøre med. De af Dem der kender min bog "Menschenkunde" og har læst bind I, er stødt på skemaet: "Solen og Saturn" - en akse, hvor det drejer sig om eksistens. Vi tegner det op sådan:

Solen - Entitet

Nu må De forestille Dem, at Solen jo er symbol for .. og vi kan i den forbindelse kun tale om et symbol - det, vi altså udtrykker med begrebet entitet. Ordet kommer af det græske ens, af væren. - Det er altså vores væren - vores ja til tilværelsen. - Det er det, vi finder værd og værdigt at gøre. - Det vi fremfor alt mærker, når det er truet. Hvis man er i livsfare, mærker man dette .. noget der kommer uden bevidsthed.

Forstår De? - det er noget, der ikke kommer som et resultat af overvejelse .. for så havde jeg måske endda fortrudt; det er nemlig en skøn følelse sådan at være sluppet fri af alt.

Altså: vores ja til det at eksistere, som er helt automatisk, og som fremfor alt viser sig i livstruende situationer.

Der er også en anden side af det - og det er en problematik, som mange mennesker kender til: at det går dem egentlig ganske godt. Man har ikke noget at klage over .. men hvis man stiller sig selv spørgsmålet: "Hvorfor lever jeg egentlig? Hvad er formålet? Hvad er min opgave i livet? - Jeg har ingen ..!" - altså dette at føle sig uvirkelig.

Eller De ved, hvad jalousi er. Hvad kommer det egentlig af? Selvfølgelig kan man kalde det er en urgammel drift .. - Men egentlig er det ... Ja De ved jo, at det allerede forekommer hos små børn .. (det er slet ikke fordi jeg vil fornærme tilstedeværende kvinder .. som finder det særligt .. smigrende ..) men allerede hos små børn, hos søskende - hvis den ene bliver foretrukket, så er der noget i den anden, der protesterer: "Jeg er da også .. noget værd!" Ikke? - Eller De vil måske opdage, at et barn opfører sig særlig uopdragent, hvis to voksne taler sammen. Det vælter kaffen, eller dugen bliver revet ned, eller lignende, eller barnet er støjende - opfører sig altså dårligt. - Hvorfor? - Ja fordi de voksne taler så klogt der, og barnet er slet ingenting. Nu må det gøre sig bemærket. - Selv hos dyr finder man det. - Det er altså en urdrift. Det drejer sig om ens eget værd. - Mit værd som menneske er truet og gør sig nu gældende på en eller anden måde. - Det kan man iagttage alle steder .. ikke mindst hos politikere, som jo så gerne vil holde taler, og som elsker at skabe publicity osv. ikke sandt? - Altså dette: "at gøre sig gældende.", - det er det, der ligger forankret her. - Det drejer sig om entiteten og om "grunden til væren", som vi kalder det filosofisk - om grunden til at være til.

Saturn - Integration

Og nu modstykket. - Ja der har vi "Integration". - En af de første, der anvendte det begreb, var Francé⁽¹⁾ omkring århundredskiftet. På den tid var det slet ikke et kendt begreb. Folk måtte slå op i ordbøger for at finde ud af, hvad det overhovedet var for noget. - I dag anvendes det af det ærede medlem af Forbundsforsamlingen, men forkert! Han mener nemlig, det er integration, når en stor virksomhed opsluger en lille virksomhed. - Ja, eller .. jeg ved ikke, om det er det her, men i Tyskland er det allerede blevet sådan en stående vending: "det har jeg ikke fået integreret endnu!" - Ja hvad skal det betyde? - Integration betyder egentlig: det der er nødvendigt at medtage for at opbygge en helhed. Altså ikke assimilation, ikke at sluge alt op, og ikke at skrabe mest muligt til sig. Men det, som er nødvendigt til opbygningen af en helhed. - Og det er altså samtidig beskyttelsen af denne helhed, som det nemlig drejer sig om her.

Angst

Ja der har vi straks et problem. - Som De ved, kan der i dag filosoferes over angsten. Der findes hele filosofiske værker udledt af den. Og jeg tror også, vi alle sammen kender til det, ikke? Hvad er det? Hvad er angst for noget? - jeg stiller spørgsmålet til Dem. Prøv at give mig en definition på det. Hvad kommer angst af? ...........

Ja, stor tavshed. Men alle har haft det engang på en eller anden måde. - For det første, hvad er forskellen på angst og frygt? - Frygt, ja - hvis der f.eks. kom en tiger ind af døren! - så ville vi gi' den ..!! én oven i hovedet med f.eks. det store askebæger - vi ville i hvert fald gøre et eller andet for at forsvare os. Vi har et mål. Forstår De? - Vi kan også have frygt for den overmægtige, men vi har et mål, det er noget bestemt.

Derimod er angst det ubestemte - noget ubestemt, der truende nærmer sig - det som vi slet ikke kan definere. Og hvad er den egentlige årsag til angsten? - nu kommer vi til begrebet "integration": Hvis vi ikke har integreret os selv. Hvis vi ikke helt er til stede i vores fysiske natur .. eller sjæleligt ikke helt har hold på os selv - altså i vores inkarnation, ikke? - Hvis vi selv er uvirkelige og slet ikke har hold på os selv, så rykker dette ubestemte ind på os, noget truende, og vi har slet ikke noget middel imod det - og dog! der findes et middel! ikke? - midlet sidder her! (Solen). - Altså resolut at få hold på sig selv, acceptere sig selv, i det hele taget opleve sig selv som væsentlig - og angsten er forsvundet. - Kender De denne oplevelse?

Men hvis det nu optræder i en form, hvor det ikke kan håndteres, så vil De måske opdage - De kender udtrykket: "at få hjertebanken af angst" Så hamrer det løs! (ja det er vist den rigtige side ..) Altså så gør hjertet sådan. Og hvad er det udtryk for? - Så reagerer det fysiske modsvar for Solen, nemlig hjertet. Dvs. "motoren" arbejder des hurtigere og maner mig egentlig til, at jeg - som et jeg - som væsen - skal acceptere mig selv og være nærværende og opleve mig selv som væsentlig. - Og hvis jeg ikke gør det, så gør kroppen det for sig .. så gør den sådan .. Kender De denne tilstand?

Symbol og modsvar

Det ville så høre til under korrespondenser, modsvar for Saturn - vi taler jo om "symbol" og "modsvar". - Grundindholdet er det, vi her kalder "integration", og som modsvar er det den laveste form - det saturniske, som jeg slet ikke har fået styr på endnu. - Altså hvis vi .. nu kommer vi tilbage til tydningen .. hvis vi har en særlig fremhævet Saturn i en fødselskonstellation, og vi forefinder angst, hvad kan vi så sige? - Det er noget saturnisk, ikke sandt? Men det bliver ikke bragt i stand af planeten derude. Det er mennesket, der endnu slet ikke har fået bragt dette saturniske i sig på den egentlige eksistensform.

Beskyttelse

Hvis vi går et skridt videre - Saturn er nemlig et meget interessant symbol - så er dette saturniske: beskyttelsen. - Det er jo sådan, at hos alle livsformer er det nødvendigt med en eller anden form for beskyttelse. Vi taler da om basale nødvendigheder for liv overhovedet. Et skjold, en indhylning. - Det der svarer til barken på træerne, eller den omgivende skal hos visse laverestående dyrearter. - Hvis De tænker på krebsen f.eks. med denne skal. Det er også noget psykisk, som De ved. Vi har jo et princip i dyrekredsen, som vi også kalder Krebsen, som er særlig blødt, som altså så at sige er meget modtageligt for indtryk, så det må omgive sig med en beskyttende skal, et panser.

Nå ja, så kommer naturens store opfindelse. Ja eller De kan også sige, den kære Gud har skabt det. I hvert fald den store omstilling, nemlig hvirveldyrenes opståen. - Dette beskyttende bliver altså lagt indad i form af et skelet.

Dette - det samme - altså den ydre beskyttelse, den omgivende skal, eller skelettet - har vi også psykisk. Psykisk er det - denne omgivende skal - nemlig det vi kalder komplekser, psykiske komplekser. - På et eller andet tidspunkt har man oplevet en krænkelse. Et eller andet har ramt mig. Jeg kan ikke leve med det. Det bliver trængt væk, fortrængt. Jeg har det ikke mere i min bevidsthed. - På en eller anden måde i løbet af mit liv, som barn måske, er der en, der har gjort mig fortræd - det er en af mine søskende. Jeg er opdraget til at opføre mig pænt og kan ikke leve i vedvarende had f.eks. Men det er min storebror. Jeg kan ikke klare mig mod ham, fysisk. Ellers er han nemlig meget flink. - Man er i konflikt. Man skyder det fra sig. - Af en eller anden grund må det blive i mig, men jeg kan ikke leve med det. Altså fortrænger jeg det fra bevidstheden. Og så har jeg en dårlig samvittighed, et kompleks. - Og disse psykiske komplekser har den ejendommelighed, at de altid er til stede, latent, at de ikke uden videre forsvinder, og på en eller anden måde gør de sig bemærket.

Der findes f.eks. sådan noget som pladsangst. Kender De det? Når man ikke kan gå over en åben plads. Man går langs med husene. Man presser sig ind mod dem .. Ja og hvis De undersøger det nærmere, hvad kommer det så af? På et eller andet tidspunkt er det opstået. - Det er et udtryk for denne kompleksindstilling.

Grundsætningerne - Samvittigheden

Det var så den ene form for beskyttelse, og jeg må sige, den mere primitive form. - Og den egentlige, værdige form er grundsætningerne, samvittigheden.

Samvittighed er jo et ord, som har haft mange betydninger. De kender måske den psykoanalytiske opfattelse af samvittighed. Ifølge den skulle det så at sige komme af angstfølelser hos barnet på grund af truslen om straf. - Forældrene eller opdrageren har indprentet barnet visse ting: det og det må du ikke gøre! Som regel bliver det så yderligere understreget gennem en eller anden afstraffelse, osv. Det er man bange for, og man lærer så at opføre sig pænt. - Jeg tror nok, man kan sige, at alle vi der sidder her, opfører os temmelig pænt. Men en del af det er pseudosamvittighed - forstår De? - noget der er terpet ind i os.

Men nu findes der også en samvittighed, som er ægte. Jeg kalder den "den autonome". - De kender måske afledningen fra Over-Jeget i psykoanalysen. Man sætter et Jeg over sig selv. Det vi gerne vil være. Hvad gør et ædelt menneske? - Han går ikke over gaden for rødt, men kun for grønt! .. Tyskerne er særlig pedantiske i den retning. Selvom der intet er, overhovedet ingen trafik på gaden, så skal De bare se ansigterne, indignationen, hvis man går over for rødt. De står med glæde og venter. Det er meget fornøjeligt.

Det var så pseudosamvittigheden. Men som sagt findes der også en samvittighed, som er ægte. - Jeg må sige, min generation har levet i en noget urolig tid. Jeg havde anledning til, der i Frankrig, i en fangelejr, hvor man skulle sultes ihjel - min første hustru var blandt dem der døde af sult der - hvordan mennesker handler, når de står over for sultedøden (det er nemlig et studium i psykologi, som man normalt ikke har mulighed for.)

Man kan sige, det er flertallet af mennesker. Og ud af en lejr på ca. tusinde mand kan jeg kun nævne tyve, som forblev urokkelig under alle forhør og lignende sager - blandt dem var der kommunister, nationalsocialister, der var to jesuitter, livsreformatorer osv. - Man kan altså sige, at den ægte samvittighed er indifferent over for ideologi, ikke sandt? det er kun vigtigt, at man har den.

De synes måske, det er et nedslående resumé. Men sådan er det! De har ikke erfaret det her, men jeg tror, at sådan er det overalt, i alle lande er det sådan. At flertallet netop støtter sig på denne introjicerede samvittighed - på denne pseudosamvittighed, ikke? - og den ægte samvittighed - den som f.eks. hindrer mig i at forgribe mig mod en andens liv - den ægte samvittighed er relativ sjælden.

Dette, som modsvarer skelettet: samvittigheden - det er egentlig den højeste fremtrædelsesform af det saturniske. Samvittigheden, og samtidig .. altså Saturn er særlig interessant - samtidig er det det grænsesættende element - "Jeg sætter mig selv grænser". Forstår De? - Hvis jeg f.eks. bliver stillet over for det spørgsmål, at gøre noget mod en anden, så er der en grænse i mig, som er uovervindelig. - Hvad det kan betyde, det har jeg også erfaret ...

Der var altså en skranke, som denne mand har sat sig. Han vidste ganske nøje, at nu kom han igen til fronten. Han gik forbi mig med rystende knæ .. "I lost my head" - og alligevel kunne han ikke gøre det.

Når man har det i sig, så sætter man sig en grænse, og det er nemlig overhovedet det vigtige, eller et kendetegn for samvittigheden.

Samvittigheden er noget, som forbyder os at gøre, hvad vi ellers driftsmæssigt ville gøre, eller på anden måde, eller fordi vi er i en nødsituation. - Samvittigheden er samtidig noget, der er opstået historisk - det var egentlig Hegel, der fremførte den tanke. Hegel udleder det fra Sokrates - Sokrates, som jo ikke fulgte sædvanen - (det var jo den synd, han begik, og grunden til at man dømte ham til døden) - men derimod lagde afgørelsen ind i mennesket, afgørelsen mellem godt og ondt.

Og samvittigheden er samtidig også noget, som kan nedbrydes. Det er vist et meget aktuelt fænomen. Også hvis vi tænker tilbage på disse urolige tider. Jeg kan f.eks. igen nævne et eksempel fra nogle krigsoplevelser .. to billeder,

1914 i Belgien. Et sønderskudt hus, og bønderne er flygtet. Midt i kampen trænger soldater ind. Der står stadig mælk og alt mulig andet på bordet - man er løbet bort i hast. - Så drikker en af soldaterne en slurk mælk .. og - han lægger en mønt som betaling!

Forstår De? Det er 1914. - Hvis man .. Jamen De må forstå, det var en facon. Man kunne ikke bare tage noget. Sådan noget som at plyndre fandtes slet ikke. - Hvis man havde sagt det til en under 2. Verdenskrig, havde man vel bare fået det svar: "I idioter!" ikke? - Man er slet ikke mere modtagelig for, at der ikke skal plyndres.

Samvittigheden er altså en skrøbelig ting. Det er en relativ ny erhvervelse i menneskets historie, i menneskehedens historie - og noget meget skrøbeligt, og noget man må værne meget om hos sig selv.

Erfaringen

Et af de vigtigste modsvar for Saturn er erfaringen, ikke sandt?, erfaringen og den ophobede viden, hukommelsen. Det er altsammen saturniske fænomener, men det er stadig ikke integration.

Jeg vil påstå, at alle her ved en masse og har lært en masse - det har jeg også. Men kun en brøkdel af det har vi integreret - og det er det, det komme an på. Forstår De? Det som vi har gjort til en bestanddel af os selv, det er det væsentlige. Ikke hvad vi har hørt, og hvad vi ved.

Erfaringen er egentlig .. det hører med til den saturniske beskyttelse. De kender måske ordsproget: "Brændt barn skyr ilden". Vi har alle sammen oplevet det engang. - Eller jeg kunne også .. noget vi kalder "Se Lige-ud-i-luften-Knud ⁽²⁾ - så kommer Den Store Bastian!" ... Man går altså sådan åndsfraværende .. og dér var så sat afstivere op ved døren .. på den ene kom jeg til at hænge fast .. og på den anden var jeg nær ved at få øjet stukket ud. Eller lignende sager. - Det sker for én hele tiden, og efterhånden lærer man så at omgås med det.

Dvs. erfaringerne hober sig op, og erfaringen siger én, at det og det kan man ikke gøre, det er forbundet med fare af den og den art. Det hører altså med til beskyttelsen. - Men det, vi har integreret - jeg gav dem netop et eksempel på samvittigheden - det som virkelig er blevet til en bestanddel af os, det er noget andet, ikke? Det er det egentlig saturniske.

Jeg kunne nævne mange andre .. en hel masse modsvar, som alle er saturniske - men som vi ikke uden videre kan tyde, hvis vi f.eks. har en kulminerende Saturn. men hvad må vi? - Vi skal først vide, hvad udviklingstrin det bliver levet på. Det kan vi ikke sige blot ud fra horoskopet, vel? Vi kan ikke sige, at det menneske lider af angst, eller det menneske har en god samvittighed, eller lignende. Det er noget vi først må skaffe os viden om. - Vi kan kun sige, at dette saturniske, dette grænsetrækkende ...

.. ja og sådanne grænser kan også være der, uden man selv vil det. Da er det hæmninger, ikke? Altså en vis hæmmethed. - Det kan vi så sætte i forbindelse med aspekter senere. - Det kan være der ufrivilligt. Vi vil så måske ud fra praktiske eksempler se på, hvordan man kan overvinde det.