Mars og Venus - Konception

Nu kommer vi til det næste her - Mars og Venus.

Her drejer det sig om konceptionen. - Det skal selvfølgelig ikke kun forstås seksuelt, selvom Aries og Afrodite jo som De ved er det klassiske par - og det har det også at gøre med - men det drejer sig om "det levende øjeblik", det grækerne kaldte "Kairos" - nemlig det øjeblik, hvor aktivitet og modtagelsesberedskab fænger, forener sig. - Ja for musikere er det jo meget anvendeligt, ikke? - nemlig det øjeblik hvor det fænger, hvor noget opstår, hvor .. ja! "gøre og lade", kunne man sige - at begge nu forbinder sig med hinanden. - Og hvis vi taler om grundbegreber, så har vi her (Mars): selektion - og her (Venus): harmoni.

NN: Kan vi holde en lille pause, mens vi ...?
TR: Hvad sagde De? .. en pause? ..
NN: Ja .. båndet er løbet ud.
TR: Javel ja - ja lad os gøre det.

Rekapitulation

Nu efter pausen er det måske passende at spørge Dem efter fordøjelsesrester - altså åndeligt talt, ikke? Hvis der er noget, De ikke har fået besvaret, eller noget der er uklart af det, vi indtil nu har gennemgået, beder jeg Dem sige til.

Lad os sammenfatte: Når det drejer sig om selve eksistensen, er der dette "ja" og "nej". Denne impulsmæssige sigen ja til vores eget væsen - væsenskernen her: Solen - og afskærmningen af det, beskyttelsen, det saturniske i dets forskellige fremtrædelsesformer.

Eller som laveste modsvar, hvis det ytrer sig som angst - så lykkes denne beskyttelse netop ikke. Så er jeg værgeløst prisgivet det, der trænger sig ind på mig. De kender følelsen, ikke? .. det går ind under huden.

Det kan naturligvis være vidt forskelligt. F.eks. .. ja, jeg nævner det som eksempel .. fra de to verdenskrige, som jeg jo trods alt har tilbragt 7 år sammen med .. Når man kom fra vestfronten, fra disse vedvarende eksplosioner, og man befandt sig i en skov, hvor der var stille - da følte man angst. - Men ikke derude ved fronten. - Det vil altså sige .. Det har også noget med vanen at gøre. Forstår De? Det er ikke den vante sikkerhed, som man efterhånden tilegnede sig derude, vel? "Pyt!" Det kan jo være lige meget! Du kan jo blive ramt hvad øjeblik det skal være. Det er da ingenting!" - så var det klaret. - Men i skoven - alene - i stilheden - der kunne der ske noget, eller .. Man er slet ikke bevidst om det .. men ensomheden, stilheden der trænger sig på - også det kan udløse angst.

For eksempel vil nogen af Dem kende til .. meditation. Ikke? Det betyder jo at opleve stilheden inde i sig selv - og måske i form af angsten. Ikke? det er .. Normalt er vi .. i vores almindelige dagligliv føler vi os sikre nok - der hvor vi er vant til at færdes bevidsthedsmæssigt. - Og nu skal De pludselig skille Dem af med denne bevidsthed - ja og så melder angsten sig. - Eller endnu mere: hvis man lader .. det vi kalder "astrallegemet" .. lader det træde ud, så er det jo .. ja som døden, ligesom at dø. - Nå ja!

Denne modsætning her (Solen/Saturn) har altså at gøre med eksistensen som helhed. - Og dette her, funktionen, altså elementet Månen: med hvert øjeblik. - Og vi har da et ejendommeligt forhold, nemlig her (Solen/Månen): fra kerne til periferi, og her (Månen/Saturn) fra begyndelsen til afslutningen. - Det kan derfor også have praktisk værdi for tydningen. - Når det drejer sig om ungdommen, barndommen, så ser vi på Månens stilling. Og alderdommen, tilstanden i alderdommen: på Saturns stilling, ikke sandt? Det er begyndelsen og afslutningen - men ikke kun når der er tale om hele livsforløbet, også hvert øjeblik eller i ethvert foretagende.

Ja f.eks. noget der igen kan anbefales komponister, forfattere osv. - den berømte angst for det hvide papir. Hvis man indstiller sig på det saturnale eller på denne akse (Solen/Saturn) i det hele taget, så skal man med det samme have nedfældet det helt centrale på papiret, og så går det ikke! vel? - Prøv at komme udenom det. - Begynd bare et eller andet sted. - Hvad der skal stå ved begyndelsen .. som jo er vigtigt for enhver forfatter - hvad der skal stå på de første sider, vil måske først vise sig senere. - Eller find en anden løsning. - Colette⁽³⁾ blev engang spurgt, hvordan hun havde det med det hvide papir, hvortil hun svarede: "Ja så ta'r jeg da bare blåt!" - Forstår De? - også det er en mulighed. - Man kan finde på et eller andet. - Eller hvis det er for hvidt for Dem, ja så vent til det begynder at blive mørkt, eller træk gardinerne for, så er det ikke så hvidt mere, og De kan skrive videre.

Og sådan er det også psykisk med dette måneagtige, jeg vil sige, med denne noget drømmende, denne halvbevidste tilstand. - Hvis De ikke opfatter tingene helt skarpt bevidsthedsmæssigt måske, så er det lettere for Dem at komme til en begyndelse ud fra følelsen for det, De har for. - Dette (Månen) er altid begyndelsen - og dette her (Saturn) afslutningen.

Eller.. ja så kommer vi ind på de tilsvarende dyrekreds-principper - her Krebse-princippet - og her Stenbuk-princippet - måneagtigt og saturnisk. Der har vi modsætningen ikke kun mellem romantik og klassik, men mellem den evige kimsituation, altså den stadige tilbliven, det at noget opstår - og det perfekte, det man jo sætter så stor pris på i dag: den færdige form. - Den kan man jo selvfølgelig ikke starte med, og i grunden virker det også dræbende, ikke? - Med den evige kimsituation er man selvfølgelig også længere om det. Man er så i en alder af 90 måske nået så langt, at man ved, hvor man kan begynde. Og .. ja ja, De ler! - Jeg vil også påstå, at når man er nået de 80 begynder man så småt at komme ud af puberteten, ikke? - Men hvis man her har Stenbukken .. altså har det fra fødslen, så vil man lige fra starten stræbe efter perfektionen, den færdige form. - Som vi overalt har modsatte begreber, har vi her modsætningen: indhold og form.

Hvis De altså ikke føler Dem båret af indholdet og simpelthen må udtrykke et eller andet på en eller anden måde, så dyrk i det mindste formen - det saturnale. Det er samtidig jo igen en beskyttelse. Ikke? Altså overalt finder vi disse tværbegreber.

Vi kan tage en Sol/Saturn konjunktion - det har vi hos, lad mig opregne: Dante, hos Dürrer, hos Mozart, hos Haydn, hos Baudelaire, hos Schopenhauer - en lang række mennesker, som alle er formens mestre, forstår De? Indhold og form er samtidig til stede. Ofte kommer det arvemæssigt fra faderen. Som De ved har Mozart - også Haydn delvis - overtaget et vist formarsenal. Det er nemlig samtidig de to fadersymboler, Solen og Saturn. - De kan altså straks slutte Dem til en bestemt problematik.

Og hvis De nu har Solen og Saturn i opposition, så ved De, hvis De har forstået elementerne rigtigt, at her er indhold og form i et spændingsforhold til hinanden. Her er det to ting. Det vil altså meget vanskeligt lykkes for det menneske at bringe det, han egentlig føler sig båret af, ind i den indholdsmæssigt adækvate form.

Mars og Venus - Selektion og Harmoni

Og nu går vi så videre. - Det her har altså relation til eksistensen som helhed - og det her til konception i "det brændende øjeblik", hvor vi har elementerne: selektion og harmoni.

Selektion betyder som De ved "udvælgelse", men det skal her ikke forstås som Darwinisterne forstår det. Hos dem er selektion noget, der bliver tilovers. Ikke? det kan også være ved et tilfælde. En eller anden art er særlig begunstiget og forplanter sig videre, og det gør den anden ikke. Men det er ikke det, vi mener her. Vi tænker på det selektive i os, den selektive kraft - dvs. den kraft hvormed vi sætter os igennem. Hvad hedder det på dansk?

NN: "Evne til at sætte igennem."
TR: Ja. Altså det udgår fra os, og vi sætter os igennem, ikke? Det kræver altså en vis aktivitet.

- og dermed har De f.eks. også - ja, som De ved, er dette her det overvejende mandlige og det kvindelige element. - Det er altså lidt vanskeligere for os mænd, ikke?, vi skal først gøre os aktivt bemærket.

Og nu med hensyn til harmonien, så skal De ikke summarisk henføre det til kvindekønnet, som slet ikke er så harmonisk. - Men der er noget i det venusagtige som hører til der, nemlig det udglattende. Ikke som hos Mars, hvor man så at sige sætter hårdt mod hårdt. Hvis De er meget Mars-betonet, er De på en vis måde pirrelig. Hvis man taler aggressivt til Dem, bliver De efterhånden ophidset, og De må gøre noget ved det. - Hos Venus er der altid en tendens til at udglatte, dvs. bringe det derhen, hvor man forstår det: "nå ja, sådan er fyren jo bare - eller han er jo ikke ordentlig opdraget." - eller et eller andet som ellers ville føles chokerende, det bliver på en eller anden måde glattet ud, det bliver bragt på en form, hvor man kan acceptere det. - Altså det at cedere - De ved sikkert, hvad "cedere" er - give efter, gå med på, billige - det er det venusagtige.

Hos Mars er det kampmotivet. - Ikke uden grund har man udformet krigsguden efter den. - I det hele taget var der meget at sige om mytologien i denne forbindelse. Man har nemlig den indvending, at astrologien skulle være en slags navnefetichisme. - Fordi Mars nu netop var krigsguden og Venus kærlighedsgudinden, så tyder man egenskaberne ud fra dem. - Men det skal forstås lige omvendt. - Det er i os, at der findes et kæmpende element, og i os er dette, som er venusagtigt: det imødekommende, det harmoniserende, osv. - og for disse kræfter i os har man i mytologien udformet disse skikkelser. Forstår De? - Mytologi er altså projektionen af de kræfter, som vi har i os.