Jupiter og Merkur - Regulation

Og nu den tredje opposition. Det skulle så være Jupiter og Merkur, og her drejer det sig om noget andet, om regulationen, hvor vi her (Jupiter) kan anføre begrebet "optimum" - og her (Merkur) "økonomi".

Økonomi - det vil sige sparsommelighed, som f.eks. at nå et maximum med små midler. I Tyskland kalder man også landmanden "økonom". F.eks. har vi et ordsprog: "Det er de dummeste bønder, der har de største kartofler." - Jeg ved ikke, om det også findes her. - Hvis man vil udtrykke det fint, siger man: "Økonomens intelligens kan konstateres af frugtens størrelse." - Økonomi betyder altså her: at opnå det maximale udkomme med et minimum af indsats, af midler.

Og hvad er optimum? - Optimum er det bedst mulige - det er ikke det samme som maximum, men det bliver hyppigt forvekslet. Også tit ved de såkaldte "dårlige" placeringer af Jupiter. Det er nemlig det ekspansive element. Altså noget som udvider magtområdet eller indtægten eller på anden vis, og .. altså hyppigt med tendens til maximum, men at stræbe efter den form for succes er egentlig det merkuriale.

Hvis De tager den vulgære astrologi, så findes der jo såkaldte "ulykkesbringere" og "velgørere". Som bekendt har man velgørerne Jupiter og Venus - "den store lykke" og "den lille lykke" - og ulykkesbringerne er Saturn og Mars! - Netop det indskrænkende kan en person ikke udholde, som misforstår frihed og personlighed osv. og mener, han kan gøre lige hvad han vil og brede sig ud osv.

Hvordan skal vi altså her forstå optimum som stor lykke? Jeg spørger Dem. Hvad betragter De som den store lykke? - Aha! De vil ikke sige det offentligt. De ville måske godt hviske det til mig, og De ville så nævne meget forskellige ting, som De stræber efter, ikke sandt? Men det er da genstande, forstår De?, det er retningen af de mål, De sætter Dem. Men det kommer jo an på noget bestemt: på evnen til at være lykkelig, evnen til at finde frem til sit optimum, altså det bedst mulige - og det kan godt være meget lidt.

F.eks. ja! - for mange ville en kæmpeformue selvfølgelig blive betragtet som den store lykke. "Ja, hvis jeg har penge nok, kan jeg få alt!" Og som De ved er det jo det, mange mennesker stræber efter - og så sidder de jo naturligvis i fælden. De bliver til sidst fanget af deres pengebegær - ja det er næsten som at befinde sig i en af disse tromler, man har til små egern eller mus, hvor de løber og løber og den drejer hele tiden videre - sådan er det med pengene.

Men det kan godt være en lille opmærksomhed fra et andet menneske .. i givet fald kunne det være 5 øre .. som godt kan betyde noget i det rigtige øjeblik - det ligger altså ikke i det kvantitative, som vi netop skal se bort fra her hos Jupiter. Det lader sig slet ikke bringe på noget kvantum; alt det er merkuriske begreber - men derimod .. ja, værdifølelse. - Altså værdifølelsen hører til her.

Og måske kender De udtrykket: "værdiernes omvurdering" af Nietzsche - hvad er det? Det er noget, vi måske gennemlever i en bestemt udviklingsfase, at hvad der tidligere gjaldt for os, hvad der før havde værdi for os - det mister på én gang sin værdi, og noget andet får værdi for os. - Det er også noget, der hører til her.

Religion

Eller - ja religion. - Men dog ikke som i den middelalderlige astrologi, hvor man her anbragte kirkefyrsterne, prælaterne med den værdige optræden, med tykke vomme osv., for det er jo at gøre det til noget udvendigt. - Derimod det, vi egentlig kalder religo - at genforbinde til det oprindelige - det er noget der i høj grad hører til her.

Jupiter kan man kun forstå ud fra Solen. Det som har værdi for mig og er mig værdigt at gøre og være, det bliver her til mit optimum, når jeg udvirker det. Ikke sandt? Og nu kan vi forstå, at ekspansion - altså et menneskes ekspansive stræben - kan være noget meget forskelligt. Vi vil altså forstå noget meget forskelligt ved det.

Og hvis vi så opfatter religo i den egentlige betydning af ordet, så er det igen alle fænomeners, alle indtryks forbindelse til den oprindelige ene, til den skabende kerne. - Vi kan jo opleve naturen på en sådan måde, at vi .. ja, som De måske ved, er udgangssituationen i den græske filosofi: thaumazo - at forundres - forundringen over hver blomst, hvert blad. - Deri ligger nemlig også noget andet: det meningsfulde, at vi oplever meningen .. det skabende som findes deri. - Og alle tings forbindelse til det oprindelige, det er den egentlige religo - det har ikke noget med kirke osv. at gøre.

Mening

Ja ordet "mening" er også blevet nævnt. Hvad er "Sinn", hvad hedder det på dansk?

NN: "Mening - dybere mening".
TR: Aha! ja.

På gammel højtysk og gammel nordisk er "Sinn" samtidig .. altså det hedder "sinnan", og "sinnan" betyder: at gå hen imod noget - det er "vejen". Og det er egentlig det samme begreb som det kinesiske "Tao" ikke? Det betyder jo også "meningsfuld" og "vej" .. og man har ikke nogen oversættelse for det. - Det er altså en .. den bevægelse, der er meningsfuld. Altså et mål der samtidig netop er et optimum. Ikke? Det er den egentlige betydning. Men det lader sig vanskeligt oversætte til andre sprog. På fransk kan man f.eks. slet ikke udtrykke det, vel? Det er et meget logisk sprog og det hele, men de har ikke noget begreb for det. - Også til engelsk er det vanskeligt ...

PN: "Sinnan" det betyder også "tænke over", ikke sandt?
TR: .. ja, ja ja,

.. hvis De siger "reason" eller .. nej, De kan ikke rigtig oversætte det til engelsk, altså i den betydning vi her tænker på. - Altså "Sinn" betyder igen: det som .. ja, det optimale - det som har en værdi og som samtidig er opfyldende, ikke? Den skabende opfyldelse, grunden til at jeg gør noget. - Jeg håber ikke, De komponerer, fordi det giver Dem den og den indkomst, vel?, men fordi De finder det meningsfuldt. Og det kan være i en hvilken som helst aktivitet - dette hvorfor jeg gør det. - Men ikke et job. Et job kan naturligvis ikke være nogen korrespondens for Jupiter.

Merkur - begrebsdannelsen

- Men nu det merkuriale! .. (Ah! her mangler jo en streg ..) Det er f.eks. også .. altså denne økonomi .. ikke?

De kender jo det merkuriale fra forstanden, fra forstandsvirksomheden. Det er begrebsdannelsen. - Måske kender De af Kant .. i "Kritik af den rene fornuft" .. findes den smukke sætning, som jo er blevet klassisk: "Erkendelsen begynder ved sanserne, går derfra til forstanden og ender ved fornuften."⁽⁴⁾

Det vil sige, forstanden danner begreber ud fra sanseindtryk. - "Hvidt" er uden videre et begreb for Dem. Men i virkeligheden er det en abstraktion af mange forskellige ting. Papir, sne, lagen - der er meget, der er hvidt. Og ud fra alt dette abstraherer vi dette "hvidt". - Eller "fladt", ikke? Altså det er uden videre forståeligt for Dem. - Det dér stykke papir, som jo netop er et helt konkret begreb, det er en sammensætning af mange forskellige abstraktioner. Og "papir" er så det faste begreb.

Forstandsvirksomheden abstraherer altså ud fra sådanne sanseindtryk, bringer dem på bestemte begreber, og forbinder begreberne på logisk måde efter logiske regler - som jo i grunden så igen er økonomiske redskaber. De kender måske sætningen om identiteten, sætningen om modsætningen og den udelukkede tredje. - Det er egentlig økonomiske regler. I en sammenhæng, i et sprogbrug benytter jeg kun et bestemt begreb til at betegne det samme - når jeg siger "papir", mener jeg ikke "støvlesål", vel? Og når jeg siger "støvlesål", mener jeg ikke "papir". Det er altså identiteten. Og hvis jeg nu tager det her .. - Altså "a" kan ikke være "non-a", lyder sætningen - dvs. dette stykke papir kan ikke være askebægeret. - Og sætningen om den udelukkede tredje hører så naturligvis også med - noget tredje er udelukket. - Men det er altså kun økonomiske regler. Ved hjælp af dem gør vi os forståelige for hinanden.

Fornuften, som altså ikke grunder sig på sansninger, benytter en anden logik. Det er den dialektiske logik - hos Hegel f.eks. - eller allerede hos Nicolaus von Cuis: "Coincidentia Oppositorum" - modsætningernes sammenfald.

For at tage et eksempel, hvis vi i psykologisk henseende stiller spørgsmålet: er vi mand eller kvinde? - ja, så er det anatomisk entydigt, men psykisk er vi begge dele, ikke? Det man kalder ambivalent, altså dobbelttydigt. Og sådan er det med alt. - De kender det fra det kinesiske Yang og Yin, ikke? - Sådan har vi altså en række polare begreber, som man kun kan forestille sig i deres samhørighed.

Og heraf fremkommer så fornuftslogikken. - Altså ikke kun det ene eller det andet, men begge dele sammen. Vi får så tese, antitese og syntese. - Det beder jeg Dem være opmærksom på ved oppositioner. - Hvis De har oppositioner, så skal de aldrig løses med et enten/eller. - Goethe f.eks. med "de to sjæle i vort bryst", havde tre oppositioner, altså seks sjæle, om man vil! - Det skal altså ikke løses med et enten/eller, men derimod ... - Han havde f.eks. Solen og Månen i opposition - ikke kerne eller periferi, men begge dele sammen. - Vi må altså ikke .. og dermed kommer vi nemlig til den praktiske anvendelse .. Når vi har en sådan opposition, må vi ikke låse os fast på tese og antitese - det gør vi som regel, ikke sandt? - men må finde hen til syntesen. Det vil sige, af begge dele sammen skal vi ikke bare finde noget fælles, men vi skal frembringe syntesen.

Det var så fornuftslogik, som hører til her (Jupiter), og noget andet er så igen forstandslogik.

Karakteristisk for forstandslogikken - altså det merkuriale - er differentieringen. Styrken ligger i at skelne, den skarpe skelnen mellem det ene og det andet - sort eller hvidt! - Der bliver vi ikke uenige. - Men så findes der også mellemtrin, hvor vi ikke kan operere med et enten/eller. - Ja! det har vi f.eks. inden for psykologien, når man opstiller typer. Og der er så en forskel her over for psykologien. Man har ofte en opstilling af typer, som i grunden beror på en enkelt differentiering: ekstravert eller introvert, osv. Jeg kunne nævne en hel række. - Det er i grunden altid .. der er tale om en enkelt differentiering. Og det kan man jo altså ikke klare sig med i livet. Man danner så blandingstyper - altså hverken sort eller hvidt, men en blanding. Men disse såkaldte blandingstyper lader sig aldrig helt bestemme. Det er altså temmelig ueksakt, og det er netop en af vanskelighederne i psykologien, når man står over for det færdige menneske og skal bedømme ham.

Byggesten

Det vi gør her, er noget helt andet. Det er ikke nogen typologi, men vi opererer med byggesten. - Vi har altså her ganske bestemte byggesten, som vi altså i første omgang forstår som elementer, og som vi erfarer i en ganske bestemt sammensætning og som sådan også kan bestemme. Det vil sige, hvad vi bedriver, når vi anvender disse elementer, er intet andet end den nøjagtige bestemmelse af elementerne. Så er vi nemlig nået ud over det stadie, hvor vi lærer noder og er begyndt at komponere. Hvert menneske er en anden komposition.

Dette her, altså disse elementer, som jeg har skitseret for dem - (De kender jo bøgerne, ikke? - det er jo kun den ene skitse efter den anden) - som jeg så at sige har genopfrisket for Dem skitsemæssigt - det omfatter nu alle elementer, som logisk er nødvendige for at frembringe et levende væsen. De kan altså ikke forestille Dem noget væsen uden disse elementer her.