Den solare og den saturnale række

Vi har indtil nu set det noget fra den indholdsmæssige side, og dermed har vi fået et bestemt skema over disse væsenskræfter i deres modsætningsforhold og deres samhørighed. Det er tydeligt, at det er modsætningspar. Og det er altid sådan, at en modsætning kompletteres. - Og her har De to rækker, en solar og en saturnal række. Dvs. en række der består af de aktive livskræfter, og en række bestående af mere passivt indskrænkende kræfter. - Det er meget vigtigt, også når man skal bedømme aspekterne.

Lad os sige, vi har en kvadratur mellem Solen og Mars. - Vulgærastrologerne vil så sige: "Oh! det er slemt!" - dårligt aspekt! ikke? - og her vil energien altså i det mindste være hindret. - Men tværtimod! Man er det fødte arbejdsdyr! - dvs. to aktive elementer forstærker jo hinanden, når de står i modsætning .. altså i den dissonante spænding. (Hvad der gælder ved aspekterne, skal vi nok komme ind på senere.)

.. hvorimod vi her - altså f.eks. Saturn konjunktion Venus - har en mere hæmmende, noget indskrænkende virkning. - De kan altså se, at det er meget vigtigt. - F.eks. i tilfældet Strindberg. Strindberg havde denne konjunktion, og dermed en livslang hæmning i bestemte retninger - vi skal nok komme nærmere ind på det.

Altså to rækker, ikke? - en solar række, dvs. bestående af de aktive kræfter .. spændinger. - F.eks. Mars kvadratur Jupiter. Igen en forstærkende virkning. Problemet vil her snarere være, at man gør for meget - at man skyder over målet, så at sige. - Eller .. det er et aspekt, hvor man holder på sin ret osv. .. man slår over i det rethaveriske - så snart man opdager en uretfærdighed et eller andet sted, eller mener at have det - så går det løs, aktivt! - ikke sandt?, der er tale om en innervation.

.. mens f.eks. Venus/Merkur, som jo netop må anbefales musikere, nemlig: kunstfornemmelse og kunstforstand sammen - det er noget som .. Her forekommer forøvrigt kun få aspekter. De står tæt på solen ..

Og på den måde skal aspekterne bedømmes forskelligt, når man har forstået disse to rækker rigtigt.

Og Månen her - det er altid så at sige et fluidum mellem modsætningerne. De vil forstå det f.eks. ud fra det mandligt/kvindelige. Hvis dette fluidum ikke er til stede, ja så er det netop bare en anden person. Man kan teste ham: det er sådan og sådan! - man konstaterer: Rorschachtesten siger det og det .. Wartegg-Testen det og det .. - og så først ser man det menneske, man har foran sig .. Men der er ikke noget fluidum, der er ikke noget der svinger med mellem dem. - Det er altså det element, som egentlig altid skal medvirke, ikke? Og så, hvis vi så kombinerer, f.eks. Mars og Månen: det følelsesmæssige er noget forstærket, det lidenskabelige er forstærket - mens Månen og Venus sammen har en mere afkølende, udlignende virkning på følelserne.

Og som De kan se, er dette her ikke blot en skematisk opregning - lad os sige, for teoriens egen skyld - men det går over i praksis. Og det gælder generelt. De finder ikke noget andet område eller nogen videnskab, hvor teori og praksis i den grad griber ind i hinanden.