Solsystemet

Nu vil vi forsøge at afklare, hvorfor det er sådan, og hvordan det hænger sammen med virkeligheden hos disse planeter.

Vi finder da følgende interessante forhold:

Bode/Titius-rækken

De kender jo denne rækkefølge i solsystemet - hvis vi har Solen her, så er den næste planet: Merkur .. så Venus .. Jorden .. Mars .. så kommer asteroiderne .. Jupiter .. og så Saturn. (Jeg tegner kun rækken op hertil.)

Det er jo naturligvis normerede afstande. I virkeligheden er det sådan, at hvis De f.eks. .. ja, tager dette her som Mars, så ville Saturn ligge ca. ovre ved Malmö, ikke sandt? Altså afstandene tager til.

Men her støder vi på følgende mærkelige forhold - man opdagede det i det 18. århundrede. Det var Bode og Titius, to astronomer ..

Ja afstandene synes jo at være tilfældige. - De kender sikkert Kant/Laplace-teorien. Ifølge den skulle glødende masser være slynget ud i rummet og så have fortættet sig tilfældigt. - Eller der findes den omvendte teori, at masser er blevet trukket ind i Solens gravitationsfelt.

Men nu viser der sig følgende i udmålingerne:

Hvis De her for afstanden mellem Solen/Merkur .. altså sætter denne dimension lig med tallet 4 - så kan den næste afstand her mellem Solen/Venus sættes lig 4 + (3), og det gentager sig nu ved de efterfølgende. - Dette her (3) kan vi kalde (1 x 3), ikke? - så at De her, for afstanden mellem Solen/Jorden, når vi fordobler det, har: 4 + (2 x 3). - Så afstanden Solen/Mars: 4 + (4 x 3). Altså hele tiden en fordobling.

Nu skulle der så være 4 + (8 x 3), men der har vi ingenting! - og allerede Kepler formodede, at der her måtte være en planet. Og nøjagtig den 1. januar 1801 blev den første asteroide opdaget i dette område. Og nu har man fundet en hel masse .. jeg ved slet ikke, hvor mange man er nået til - 1200 eller 2.000 eller .. det fortsætter, der bliver hele tiden opdaget nye småplaneter - der er jo ikke tale om nogen storplanet, men små legemer.

Ja og så har vi igen, afstanden Solen/Jupiter - og det er den mest nøjagtige: 4 + (16 x 3) - og derefter Solen/Saturn, altså igen her: 4 + (32 x 3).

Dvs. vi finder et helt usandsynlig ordnet forhold. - Er der matematikere til stede? For hvis De foretager en sandsynlighedsberegning - De må forestille Dem, at den gamle Methusalem var startet med at kaste så og så mange sten ud i rummet - altså med ubegrænset kraft .. eller rettere: afstand - så ville han frem til i dag endnu ikke have nået denne rytmiske række, denne proportion. Det er et fuldstændig usandsynlig ordnet forhold, som vi her støder på i virkelighedens verden.

Ja, og hvordan skal vi nu opfatte det? - Vi kan kun undre os, ikke sandt? - Men det har jo konsekvenser for tænkningen. - For hvis det er sådan - og det er nemlig ubekvemt for astronomerne, og derfor nævner man det ikke. - Hvis De .. Jeg ved ikke, er der nogen som har studeret astronomi? - Der bliver det altid fortiet. Man siger så bare: "Ja altså Bode/Titius har opstillet en sådan række, men det stemmer ikke nøjagtig på kilometeren." - Men det er netop disse uregelmæssigheder, det kommer an på! - som det i det hele taget gør i en organisme. - Og hvis det forholder sig sådan, så betyder det med andre ord: det er et forhold, der ikke kan være tilfældigt. - Forstår De? - Altså med en sandsynlighedsberegning kommer vi slet ikke i nærheden, og det kan altså ikke dreje sig om en tilfældig løsrivelse og udslyngning af masser, men derimod .. Ja, hvordan skal vi egentlig anskue det? - Der ligger en plan til grund.

De forstår måske .. i den første af mine bøger, som udkom, har jeg kaldt solsystemet en organisme. - Men det skal naturligvis ikke opfattes som en organisme med hud og knogler osv., men derimod en regelmæssig fremtoning, som netop har de kendetegn, der er karakteristisk for organismen - frem for alt en bevægelse i sig selv - det er naturligvis her en roterende bevægelse - vi kan sige: et elementarvæsen osv. - altså jeg vil slet ikke opregne det altsammen. - Men i hvert fald: noget meget mærkeligt.

Geocentrisk betragtning

Indtil nu har vi anlagt en heliocentrisk betragtningsmåde, dvs. tænkt os Solen i midtpunktet. Nu vil vi betragte det geocentrisk.

Lad os forestille os Jorden i midtpunktet. Og nu den kendsgerning, at legemer der bevæger sig i rummet indvirker på hinanden, gennem gravitationen - derved fremkommer forstyrrelser af banerne. De roterer alle rundt om Solen - og ikke som en sporvogn på skinner - selve banen er resultatet af Solens tiltrækningskraft og egen centrifugalkraft. Altså som vi forestiller os det ifølge vores gravitationslære: resultatet af to kræfter. - Og hvis der befinder sig et legeme her eller udenfor, så "irriterer" det banen. - Det er en skam, vi ikke har et bordplanetarium til rådighed. Hvis De kunne dreje det sådan hurtigt, så ville De fornemme, at det er ligesom en åndende organisme. Ikke? så svajer det hele tiden.

Ja, at beregne disse forstyrrelser er noget meget kompliceret. I astronomien er det sådan, at hvis man ønsker at dumpe en elev, så giver man ham beregningen af disse afvigelser. Så kan De forstå, hvor mange faktorer der er tale om. De har alle en forskellig bevægelse - hvad er deres virkning på hinanden? - Altså at udregne det, kvantitativt, det kan man slet ikke gennemføre uden computer.

Venus - Mars: indre og ydre planet

Men nu har det en bestemt betydning, hvis vi forestiller os Jorden i midten. Nemlig Venus indvirker da som tungt legeme - Venus trækker hele tiden indad, mod centrum - og Mars har en extrem betydning, den trækker udefter, den er jo en ydre planet. Når den løber uden om Jorden, og når den bevæger sig rundt, trækker den des mere igen hurtigt indefter. De kan altså forestille Dem en slags ruskebevægelse, ikke? - Ja, værsgo, der får De så at sige demonstreret, hvordan en kvinde og en mand danser sammen! Dette regelmæssigt svingende ved den kvindelige bevægelse, og så det mandlige, det ruskende og toneangivende osv., ikke? - det som vi altså har i os. Dvs. en .. forstår De? - en forskel i fysiognomi. Vi kan kun tale om bevægelses-fysiognomien - og deri ligger altså nu en forskel mellem de to.

Sol - Jorden/Måne: ombyttet modsætning

Og nu Solen. - Solen er under alle omstændigheder altid det bindende punkt for hele bevægelsen - om den drejer hele denne karrusel sig. - Og for den har vi et modstykke i Månen. Månen kredser rundt om Jorden. Månen er det samme for Jorden, som Jorden er for Solen. Det er dette her forhold: en ombyttet modsætning. Altså periferi og centrum byttet om. Forstår De det forhold? Det vil altså sige, at der er et helt specielt forhold her mellem Månen og Solen ..

Det ideale system

Og så modspilleren til dette centrum. - Her støder vi på noget mærkeligt. Hvis vi går efter Bode/Titius-rækken, så skulle dette her (asteroiderne) være modspiller til Merkur - og Jupiter modspiller til Solen. Ikke sandt?, det ville være det ideale system. Men i praksis har vi nu her disse splinter: det opsplittede - og vi har så at sige to systemer.

Det realistiske system: Saturn modspiller til Solen

Et realistisk system, hvor den fremmede - ikke sandt? ud fra rækken er det den fremmede - bliver draget ind som modspiller til Solen, her: Solen/Saturn. - Og dermed, eller deraf vil De så igen forstå noget helt specielt ved det saturnale. Det er nemlig det fremmede, det anorganiske, som så at sige bliver trukket ind - og deraf "integration" - som bliver indbygget i .. altså i organismen.

Hvis De gør erfaringer - lad os forestille os det helt grelt - så er det egentlig altid det fremmede, noget ikke-jeg. Alt hvad vi sådan har ophobet af viden og af erfaring, det er egentlig det jeg-fremmede. - Er "Kasper Hauser" et begreb for Dem? En person, der som barn blev opdraget uden kontakt med omverdenen, som altså ikke har haft nogen fremmede erfaringer. Hvis vi forestiller os denne Kasper-Hauser-tilværelse .. Vi gør det for øvrigt under søvnen. Når vi drømmer, projicerer vi os selv uden nogen omverden. Det der er til stede af omverden, dvs. af noget fremmed, det projicerer sig ind i drømmebillederne. Sådan bliver det forarbejdet. Altså så vidt muligt efter .. ja, hvis man analyserer drømme, så slipper ens eget jeg altid godt fra det. Det fremmede, det består kun af syndebukke eller af noget, man kan bruge osv. - Altså det fremmede bliver inddraget, bliver integreret.

Eller lad os forestille os skelettet, som organisk modsvar. Fremmedsubstansen, den hårdeste substans: fosfor, kalcium - indbygget - altså det mindst levende i organismen - for det er nemlig ikke helt uden liv. Knoglerne er jo ikke døde. Knoglerne fornyer sig også, de lever også. Men det relativt døde - bliver indbygget til beskyttelse af helheden. Ikke sandt? for det er jo overhovedet det saturniske. - Eller det er dissonant, fuldstændig dissonant. Det bliver slet ikke forarbejdet. Det er dødt! - Ja, hvad har vi så? - Ja, så kan De praktisk slå fast: galdesten, nyresten osv. Altså udkrystalliseringer, som ikke er i pagt med organismen. Dvs. bestanddele, der ikke er integreret. - Ikke sandt?, på den måde får vi visse sideblikke på det saturniske.

Tidsmæssigt synspunkt - Måne:Saturn

Men der er også en indre relation. Hvis De her ud for Solen sætter tallet nul, og tæller det (Jorden) sammen, ja så får De ti, ikke? 4 + (2 x 3), altså fire og seks = 10. - Og her (Saturn), når De tæller det sammen, så får De 100. - Det vil sige, denne strækning her (Jorden) er en tiendedel (der har vi så decimalsystemet ..) af hele strækningen. - Og nu kommer det mærkelige, og dermed kommer vi til denne anden relation - når vi omsætter det i tid.

Som De ved, er middelafstandene til Solen, som vi har her .. Altså middelafstande betyder .. det skal forstås sådan: planeten bevæger sig i en oval, ikke i en ren cirkel - og middelafstanden er netop ikke den store akse og ikke den lille akse, men gennemsnittet.

Ja og disse middelafstande til Solen, de har sammenhæng med omløbstiden. Og her finder vi igen det mærkelige: at Månen, altså denne Jordens drabant, behøver så mange dage til et omløb om Jorden, som Saturn behøver år til et omløb om Solen. Og hvis De udregner det helt nøjagtigt, så stemmer det indtil 3 pladser efter kommaet. Det er altså fuldstændig eksakt. - Og hermed har vi nu forholdet mellem Månen og Saturn. De kan kalde det: som forholdet mellem den lille rytme, dagsrytmen, til den store rytme, årsrytmen. Det er to tidselementer, hvilket jo her bl.a. også kommer til udtryk i, at det måneagtige netop er disse mindre forløb, disse mindre tidsenheder, som .. Ja værsgo: igen omsat til praksis: hvis De har et Måne og Saturn aspekt, så har De netop et problem mellem de små tidsenheder og de store tidsenheder. Den ene vil gerne planlægge noget på lang sigt, som vi siger, altså over store tidsforløb - og det er så den saturniske del - og for den anden er det kun vigtigt, at der sker noget lige nu!

Nå! hvordan vil det så udarte sig i praksis? - Forestil Dem, sådan 5 minutter før brylluppet: Altså for endelig at blive fri for denne generende indflydelse - "Så lad os da gå hen på det rådhus og blive gift! - Og så .. nå ja .. så efter nogle år må man afsone det, ikke? Så har De naturligvis en konflikt.

I parentes bemærket: I min praksis - hvor man jo kommer i berøring med en del mennesker - er der et par grundproblemer, som altid gentager sig. Det ene er ægteskabskonflikter (i det mindste her i vore lande er man jo noget mere fleksibel i den retning ..) - altså ægteskabskonflikter - fejlopdragne børn - og "hvad er meningen med mit liv?" - altså værdiproblemet. - Det er egentlig de tre hovedproblemer, som stiller sig.

Altså også deri .. ikke? - De forstår disse to mærkelige relationer: Månen til Solen, og Månen til Saturn. - Her (Månen/Saturn) et tidsproblem: ungdom og alder, kan vi sige, summarisk - og her (Månen/Solen) et vigtighedsproblem: hvad er centralt vigtigt, og hvad er perifert vigtigt? - Som De kan se, omsætter alt sig til livspraksis, i aspektet.

Mellemregion: Merkur - Jupiter

Vi kan altså i det praktiske liv betragte Saturn som modspiller til Solen, og det har vi også gjort her. - Og Mars og Venus har vi også her. - Så at der i midten, i mellemregionerne nu er Merkur og Jupiter tilbage - i det praktiske system, som vi har her nede. - Ikke? - det er altså mellemregionerne - lad os sige, formidleren (Merkur) mellem Venus og Solen - og her (Jupiter) mellem Mars og Saturn.