De fire værensplaner

Men vi mangler at komplettere vores viden om kredsen, for at nå til de dybere indsigter - og De har jo hørt, eller ved, at det og det er et jordtegn, et lufttegn osv. - Vi vil altså gøre os klart, hvad de såkaldte "fire elementer" betyder. Som De ved, er det: jord, ild, vand, luft.

Der er stadigvæk mennesker i dag, som siger: "Ja, før i tiden ville de stakler jo klare sig med bare fire elementer, men her har vi næsten hundrede, og vores viden om det er meget større." - Dvs. man går ud fra den forudsætning, at der er tale om elementer for den fysiske sammensætning. - Men det er jo .. det skal forstås symbolsk - der er fire planer.

Hvis De forestiller Dem, at vi lever samtidigt på fire planer - materielt .. ja, som sådanne sidder vi her synlige, rent materielt, kropsligt. - Så organisk, det organiske plan - det mærker De, når De rejser Dem op og bevæger Dem. Det er altså noget fuldstændig andet end denne materielt-mekaniske side. - Så sjæleligt og åndeligt.

Det er opdelingen i fire elementer: jord, ild, vand og luft .. (Jeg er nødt til at viske Merkur ud .. forhåbentlig visker vi den ikke også ud af os.) .. og luft. - Her er det måske mest tydeligt; det er det gamle "pneuma". Det græske ord pneuma betyder jo både luft og åndelighed: det pneumatiske. - Det pneumatiske menneske er det åndeligt indstillede menneske.

Og hvordan skal det nu forstås? - Det er sådan, at det ene plan bygger på det andet. Det materielle plans kategorier er altså medindeholdt i det organiske - og derfor gør en stor del af vore naturvidenskabsmænd forsøg på at forklare organismen ud fra det materielle, altså fra dissektionen af lig. Og det er sådan, at hver bevægelse, hver organiske bevægelse naturligvis forløber i disse mekanismer, men det betyder ikke, at vi kan forklare det egentlig organiske ud fra det, men: der kommer et novum til.

Og hvad er så det? - Forestil Dem et anorganisk legeme - dette stykke kridt f.eks. - det har omgivelser, når jeg lægger det her hen. - Men en organisme har en omverden. Dvs. at den i hele sit anlæg er tilpasset bestemte momenter i omverdenen, som giver den signaler til .. Ja, hvis vi har en krage her, og en bille .. Når billen bevæger sig, når den kravler, så vil kragen hakke efter den. Når den ligger stille, er den overhovedet ikke til stede i dens verden, i kragens verden.

Vi har det endda også i os selv - vi har alle rudimenter i os. - Psykologisk er det "forestille-at-være-død"-refleksen. Der findes .. De kender måske fænomenet, hvis man er ude i en vanskelig sjælelig krise, i en problematik - så kan denne refleks melde sig: vi lægger os bare død og strækker alle fire fra os, og mener, sagen er klaret: "Jeg vil ikke vide af noget som helst!" Kender De det udtryk? - Jeg tror også det findes her. Man afviser alt. Man stiller sig død og tror, problemerne vil løse sig af sig selv. - Det er billen i os. - Ja og det gælder alle .. det er netop styrken ved instinkterne.

Alle organismer har .. eller lad os hellere sige: alle har en omverden for sig og modtager bestemte signaler. - F.eks. rovhvepsen. - Hvepsen bliver opmærksom på en larve, og hvad gør den? - altså hunhvepsen .. (men De må ikke skyde det onde over på kvindekønnet. Der findes slet ikke godt og ondt, men ..) - Den overfalder så larven, stikker nøjagtig ind i de ni nervecentre - noget ingen anatom kunne gøre med samme præcision - slæber .. ja, nu er larven lammet, og hvepsen slæber den hen i sin rede og lægger sine æg. Hvepsens afkom behøver levende næring, når det udklækkes.

Og sådan har alle dyr deres bestemte omverden. Og det betyder, at de kun er indstillet på bestemte signaler. - Trækfuglene (hvordan siger man det her?) - de fugle der flyver sydpå om vinteren, ikke? - de har deres bestemte omverden, bestemte signaler. Man ved jo heller ikke i dag, hvad det er. Man kender kun de mekanismer, der udløser det.

Ja, ikke sandt? - det organiske plan hæver sig op fra det materielle på den måde, at der kommer dette novum til, det nye. Det vi ikke kan forklare ud fra det materielle. - Vi kan ikke, når vi tager kragen og billen, så kan vi ikke forklare ud fra det materielle, hvorfor kragen kun hakker på den levende bille, den bille der bevæger sig - ikke på den, der stiller sig død. Vi kan forklare mekanismen materielt, hvordan den gør det, men ikke hvorfor den gør det.

Nu kommer det sjælelige plan. Her er det snit, som Descartes betoner så kraftigt med sit res extensa og res cogitans. Ja det kender De jo - altså de rumlige ting og de tænkte ting.

Alt sjæleligt bygger sig op på det organiske. - De ved jo, at hvis jeg .. nå ja! har spist for meget, så har jeg en bestemt sjælelig stemning. Eller når jeg er sulten, har jeg en anden sjælelig stemning osv., ikke? - Eller hvis vi tænker på typer - hvis jeg er en bevægelig type, så har jeg en anden sjælelig forfatning, så er jeg også følelsesmæssigt mere bevægelig, osv.

Men hvad er dette novum ved det sjælelige? - Hvor det organiske går ud i rummet - derfor res extensa - består det sjælelige deri, at jeg trækker det omgivende rum ind i mig. - Al sansning beror egentlig på det. Og hvis vi tænker det nærmere igennem, så er hele det omgivende rum egentlig en sjælelig frembringelse.

De har måske bemærket, at små børn griber efter alt og føler på det. - Det er sådan, at der er flest af de nerveender, vi kalder "tastpunkter" i fingerspidserne og overhovedet i fingrene, og idet vi griber om tingene, skaber vi et indre rum, som vi så projicerer ud .. - altså for det meste lægger vi naturligvis ikke mærke til det mere .. vi gjorde det som barn .. Det er egentlig spædbarnet der udretter dette, når han griber efter ting. - Nøjagtig som vi .. det ved De jo .. ser alt omvendt på nethinden. - Ja så sidder vi altså her, med hovedet nedad og fødderne oppe!, ikke? - Vi drejer det rundt, og det lægger vi ikke mærke til, så vi ser det altså på den normale måde. - Og sådan skaber vi dette rum, dette sjælelige .. det er jo et sjæleligt fænomen - som vi så projicerer tingene ind i. - Hele vores omverden, som vi sådan opfatter, er altså en projektion.

Og dette sjælelige .. som f.eks. er fremherskende, når vi drømmer .. De ved jo, at vi drømmer i billeder. Og billederne symboliserer bestemte sjælelige tilstande. - Når vi gør os dem bevidst, når de bliver tingene, så er det en transposition til det åndelige plan. - Og det er noget vi ikke må glemme, at det sjælelige, det sjælelige plan så at sige er grundvandstanden for det åndelige.

For øvrigt kommer jo også ordet "idé", altså eidos på græsk .. det betyder jo egentlig "billede". Det er billedet transponeret til noget åndeligt. - Så at vi altså nu har en enhed her: ideen (åndeligt) - billedet (sjæleligt) .. det sjælelige transponerer sig i billeder - her: impulsen (organisk) - og her: sagen eller tingen (materielt).

Og så ved De jo, at der findes bestemte anlæg, som vi netop karakteriserer i disse elementer. Et meget .. et menneske der er luft-betonet .. har lufttegnene betonet, går ud fra en idé. Der foresvæver ham .. noget åndeligt .. - jeg har fortalt Dem denne anekdote om Hegel: "så meget værre for naturen!" ikke? Hans idébillede er fremherskende.

Et menneske, som har jord-principperne betonet, ja han går ud fra sagen. For ham er mennesket en sag. Altså i sin groveste form er det denne materialisme af Moleschott: "Mennesket er, hvad han spiser." (ty. .. ist was er ißt! ..) - Jeg ved ikke, om De kender forskellen her på dansk. - Han er .. altså han eksisterer som det han spiser - her: indtager. - Ikke sandt? det er den groveste form for materialisme. Det vil altså sige kun at betragte mennesket som sag/ting.

Eller et menneske, som har en overbetoning af ild-principperne. Hans styrke er impulsen. Alt er kun en impuls, en anledning til handling.