Aspekterne

Nu mangler vi kun et sidste punkt, og det er aspekterne. - I eftermiddag kan vi gå over til menneskene, men lige nu vil vi stadig se på elementer.

Forestil Dem .. Ja, der har De igen en cirkel. - Og aspekterne, dvs. kræfternes gensidighed, eller forbindelsen mellem kræfterne, det skal forstås sådan, at to planet-elementer, der står i aspekt, vender et bestemt ansigt mod hinanden - det grækerne kaldte "Gudernes samtale".

Syntetisk og analytisk

Her har vi nu to kategorier, som vi skelner imellem. Traditionen taler så om "godt" og "ondt" ikke?, eller "harmoni" og "dissonans", og de harmoniske aspekter er gode, de dissonante er onde! Ja, det er en meget ufuldkommen bedømmelse. I sidste ende dømmer man så også mennesker til at være gode eller onde.

Jeg erstatter det, eller jeg indfører udtrykkene "syntetisk" og "analytisk", og jeg gør det ud fra en indsigt i virkningen af disse forbindelser af kræfterne.

Et syntetisk aspekt .. og det er jo først og fremmest trigoner, sextiler - i det syntetiske aspekt arbejder de to kræfter i organisk forstand sammen. - Man skal bedømme det ud fra helheden. - I det analytiske aspekt søger de to kræfter at selvstændiggøre sig. Forstår De? Dvs. hver af kræfterne vil selvstændiggøre sig og træder altså ud af sammenhængen og kommer så naturligvis let til at virke ødelæggende ind på helheden.

Hvert aspekt betyder en spænding. Og der findes altså to slags spændinger: en hvor de i organisk forstand arbejder sammen, og det er altså den livsbefordrende ytringsform - og så den mest livsskadelige ytringsform, hvor der sker en opspaltning og opdeling af kræfterne.

Konjunktion og opposition

Hvad angår aspektets art, er det sådan, at det går fra konjunktionen her, fra samme placering - og til en ekstrem, til oppositionen.

Samme placering, altså konjunktion, betyder naturligvis ikke, at de to står ved siden af hinanden. En Måne konjunktion Saturn betyder ikke, at Månen og Saturn nu står ved siden af hinanden, men at de befinder sig i samme retning. Men ud fra konjunktionen kan vi nu .. eller må vi bedømme efter arten af de pågældende kræfter.

Konjunktion: Saturn og Månen

Lad os forestille os, at man foran en vogn spænder en elefant og en gazelle. - Jeg tror, elefanten vil få ret! - ikke? - Den arme gazelle, den tripper bare sådan lige med. - Det ville omtrent, altså groft sagt, være det, vi har ved en Saturn konjunktion Måne. Ikke? Saturn og Månen sammen. - Tænk på de to elementer på følgende måde: Her (Saturn) .. hele tyngden af erfaring om den ydre verden, som trænger ind på os - eller den fremmedsubstans, vi må assimilere .. eller rettere: må integrere - alt det! -- Og her (Månen) dette fluidum, dette atmosfæriske. - Jeg tror, det måneagtige vil få vanskeligt ved at gøre sig gældende. - Forestil Dem det - sammen. - Hvordan skal det få denne lethed, som egentlig hører til det måneagtige - eller det atmosfæriske?

Altså kan vi tyde: Saturn konjunktion Månen, de to kommer sammen. - Så har vi for det meste et depressivt anlæg, ikke? Sindsstemningen, det der er måneagtigt - emotionerne lider under et vist tryk, kan vanskeligt stille noget op. - Eller hvis .. ja hvis et menneske - vi har angstproblemet hos Saturn - hvis det menneske endnu slet ikke har accepteret sig selv - så angstsymptomet.

F.eks. hos Alfred Kubin - er han kendt her, tegneren Kubin?, som har disse dæmoniske og .. former? - Hos ham var der en Saturn konjunktion Måne, og til og med i Fiskene. Og næsten ikke aspekteret. - Ja, her viser det sig først og fremmest endnu en gang, at Månen er modersymbolet. (Hvert symbol står jo for flere ting. Ordet kommer af: symballein, "kaste/bringe sammen", "forskellig".) - Og således er Månen også et modersymbol - og Saturn er altså nu det grænsesættende. - Ja, det forholdt sig sådan, at han gjorde et selvmordsforsøg på sin nyligt afdøde mors grav. - På én gang var han .. begrænset, og .. ja og så .. Hele sit liv har han egentlig oplevet denne angst. - Når man gik tur med ham .. han havde desuden en stærk Vædder-betoning .. så gik det sådan, i det tempo .. over hæk og hegn - og med ét: "Nu er det der igen!", dvs. angsten, ikke? - Han så virkelig dæmonerne og det hele, og måtte tage hjem, og lavede så et billede. Han lavede dagligt mindst to eller tre tegninger, for at .. han har så at sige altid bekæmpet sine dæmoner. - Og hans kone, som var livsklog, ville bringe ham til psykoanalytiker. - Men .. Nej! "Hold jer fra min angst! Den er min kapital!"

Til forskel fra Edvard Munch. - Munch lod sig slæbe hen på nervekliniken - og var uproduktiv i mange år, efter at han var sluppet af med sin angst. - Da angsten igen havde indsneget sig, blev han igen produktiv! Forstår De? - Det er altså sådan, at en sådan konjunktion hører med til mennesket. Det er kun afgørende, at han omsætter kræfterne tilsvarende.

Hos Munch var det i det hele taget .. - Ikke sandt?, han står Dem jo .. ligger Dem nærmere. - Han havde jo altså en stærk Skorpion-betoning - og fremfor alt erotik .. kvinder var for ham .. han må have haft en eller anden ungdomsoplevelse. - Jeg var der sammen med hans kusine; vi blev ikke lukket ind. Han havde en villa der i Oslo, et hus med en mur omkring, og foran var der en port; og hvis han så en kvinde, slap han sine to store hunde løs - også over for kusinen.

Kusinen var arvelighedsforsker. Hun tegnede det op i form af en spiral. - Som musikere kender De sikkert Ole Bull, ikke sandt? - Han stammer fra denne familie. - Og fra Ole Bull går det sådan videre i en spiral. De havde alle sammen seks eller otte børn. Og det kunne tydeligt ses af billedet, at i en ganske bestemt rytmisk følge er der hele tiden dukket en maler eller en musiker op. Og den sidste, det var så Edvard Munch. Med ham var stamtræet ude. Der var kun kusinen foruden ham. - Når man befandt sig der i huset, kunne man mærke .. Det er som når en gren visner og går ud ... - Der var denne pige, som spillede klaver. Jeg syntes, der var et eller andet underligt ved hende. Og pludselig opdagede jeg, at hun havde seks fingre på hver hånd! - Altså sådan noget er jo temmelig uhyggeligt. - Ja og der var andre fænomener, som jeg slet ikke vil komme ind på her.

Men De forstår - man mærkede ganske tydeligt, at en familieskæbne .. og det gælder også Kubin .. en familieskæbne præger sig ind i individet.

Konjunktion: Solen og Mars

Lad os nu tænke os en anden konjunktion, f.eks. Solen/Mars. Nå! - De er så stille! Det farer dog straks i hovedet på Dem! Forstår De? Det er jo en sammentrængt aktivitet. - Men nu kommer forskellen: Begge hører til på denne side (den solare række), Solen og Mars - begge er aktive symboler. Men nu det vigtige ved problematikken mellem Mars og Solen: Hos Mars er det handletrangen i sig selv. - Og hos Solen er det også det aktive, men der gør man det, som har værdi og som er værdigt at gøre.

Hvis De nu f.eks. har en kvadratur mellem Mars og Solen, så er problemet følgende: Ikke at reagere på en hvilken som helst anspore og gøre noget; ikke at besvare ethvert slag med slag tilbage - men besindelse - om det er værd at ytre sig aktivt. Det er problemet mellem Mars og Solen.

Og hvis de to nu er i konjunktion her, koblet sammen, så har man vanskeligt ved at skelne mellem det ene og det andet. Så går det løs ved den mindste påvirkning. Ikke? Den mindste anledning bringer samtidig .. altså med Solen .. hele mennesket i bevægelse. - Og det er jo ikke så bekvemt, hvis vi har sådan en som partner. - Men der har vi samtidig nu .. lad os sige: nytteanvendelsen. Hvad kan man gøre ved en konjunktion? - Man kan tilstræbe en differentiering. Det vi ikke har i aspektet - adskille de to kræfter, differentiere dem. - Altså det der angiver den centrale værdi: det solare -- og det der betegner den løsslupne energi: det marsiske.

Konjunktion: Saturn og Månen

Og nu ved Saturn/Månen i konjunktion, hvad ville der være at differentiere?

PN: "Moment og erfaring?"

TR: Ja, altså det saturniske var kendsgerningen, det der kan erfares -- og (Månen) sindsstemningen. - Hvis det er så gråt udenfor, altså med konjunktionen, "åh-nej! nu er det igen sådan et dårligt vejr" osv. "himlen er igen helt grå" - det får straks humørtermometeret til at falde, ikke?, med det anlæg.

Ja eller De kan .. f.eks. hos Jupiter og Saturn - et Jupiter-betonet menneske og et Saturn-betonet .. (nå! der er ikke noget i ..) .. men når et glas er fyldt op her til - så vil det Saturn-betonede menneske sige "Ak! halvt tømt allerede!" Mens mennesket med Jupiter-betoning siger: "Ah! stadig halvt fyldt!" - Forstår De? Det er to holdninger, som udtrykker sig deri.

Og nu i konjunktionen. Der er altid en tendens til .. - Det er en recept: at skille dem ad, at differentiere dem. - Altså hos Måne/Saturn: "Nå-ja godt!, af og til må himlen jo være grå! Det berører mig slet ikke!" - Altså ikke lade sig trække ned humørmæssigt.

Opposition: Mars og Solen

Ja, nu vil jeg jo altså ikke gennemgå dem alle. - Lad os prøve at sætte det overfor, i oppositionen. Altså Måne opposition Saturn. - Ja, det findes! - Eller lad os begynde med den anden, med Mars - Mars/Solen opposition. - Ja når jeg siger Dem, at det havde Beethoven, så kan De allerede forestille Dem noget tempo, ikke? Og også denne lange finale. - Man vil ikke slutte af, man kan ikke slutte af - det fortsætter hele tiden. Man tænker: "nu er han endelig færdig." - men nej, det skal gå løs endnu en gang! - Ikke sandt?: denne dynamik. - Han havde desuden Solen i Skytten og Mars i Tvillingerne - som altså øger tempoet yderligere.

Når der er opposition her, Solen og Mars, så består spændingen i, at de er spaltet ud fra hinanden - det Goethe kalder "de to sjæle i vort bryst" - to kræfter, der er revet fra hinanden - og så drejer det sig om ikke at differentiere, som ved konjunktionen, men om at bringe de to sammen og nå frem til en syntese - sådan som jeg tidligere har anvist med Saturn og Jupiter: ekspansionen - og på forhånd at begrænse sig, indskrænke sig på det sagligt opnåelige.

Opposition: Saturn og Månen

Lad os nu tænke os Saturn og Månen i opposition. Det er så igen gazelle og elefant - altså omvendt. - Gazellen vil hoppe rundt der et stykke tid, og .. dvs. Månen - Månen, det emotionelle kan let, relativt let udfolde sig, og - bum!- nu kommer elefanten! - og så får man én på hattepulden! Altså dette .. man bliver .. eller man er disponeret for let at lade sig slå ud. Man bliver let depressiv ved en eller anden ydre erfaring. - Ikke sådan at det er umiddelbart koblet sammen som ved konjunktionen, men der må indtræffe en hændelse .. "Dét igen nu!" - ikke?, De kender det tonefald. - Og der er også meget ofte en skæbnetro i negativ betydning. Og angstmotivet. Og jorden glider væk under fødderne på én. - Det er problemet. Og nu gælder det igen om at skabe en syntese. Men hvordan ville den se ud?

Altså f.eks. i boksning findes der jo disse to typer: den ene, fighteren, som går løs på modstanderen - og den anden, som kan tage imod slag, og som vinder efter sådan noget som 8. runde, når den anden har slidt sig op. Forstår De? - Det ville f.eks. være en syntese af Saturn og Månen. Man lærer at tage imod slag, idet man altså går hændelsen sagligt i møde. Om det så er smerteligt - nå ja godt! det hører med. - Men man stiller ikke noget op imod det, men forarbejder det, omsætter det - og er derved i stand til, efter så og så mange tildragelser at komme ud med den energi, man har til rådighed.

Ja og på samme måde med alle typer aspekter.

Opposition: Venus og Jupiter

Lad os prøve med Venus og Jupiter i opposition. Altså her: Jupiter, og deroppe: Venus. - Så har vi hos Venus harmonibehovet -- og hos Jupiter den store fordring, den optimale fordring. - Jeg vil igen give Dem et eksempel.

Det er en pige, som ved hvert måltid udregner kalorierne. Hun er Vægt-betonet, må ikke blive for tyk, og regner altså kalorierne ud, spiser næsten ingenting - men om natten går hun ud i køkkenet og spiser lækkerier, og hun spiser de ting, som netop gør tyk: chokolade og marmelade osv. - Det er et eksempel på den uløste opposition mellem det venusagtige, mellem det der behager i øjeblikket -- og den ideale fordring, ikke? - Næste dag sidder hun igen der og regner kalorierne ud: "nej! nej! - det feder!" - Det ville så være den inkonsekvente løsning. - Og den konsekvente løsning? Ja, det er igen syntesen, ikke? Hvordan ville den se ud?

Jeg har forsøgt at sige så og så mange gange: Kære pige, du er meget Vægt-betonet, og så er man ikke just en Pallas-figur, men har nydelige afrundinger. Altså spis roligt mere - og gå ikke i køkkenet om natten!" - Ikke sandt? .. sådan kan man normalisere det.

Og hvis det er livet som helhed .. For livet som helhed gælder det om at finde udligningen eller overbygningen mellem trangen til lækkerierne, altså det der behager og smager godt osv. i øjeblikket - og det jupiteragtige, altså den ekspansive fordring. - Det skulle man så gennemføre ved alle.

Og som De ser, er der altså den tendens i aspekterne, at de går fra konjunktionen og mod oppositionen - det er spændingen i dens højeste potens.

Konjunktion: Merkur og Mars

Her (konjunktion) har vi .. hvis vi tager det som en spænding - differentialspændingen mellem de to kræfter. Så hvis De har sådan et aspekt, skal De gøre Dem klart: ja hvad er det overhovedet, der står i konjunktion?

Hvis vi har .. her: den udslukte Merkur - Merkur og Mars sammen. Ja, så har vi jo "forstand og energi" sammen f.eks. - Hvad kunne man sige om det? - Eller hvad vil mennesket være tilbøjelig til med den konjunktion? - Med oppositionen er det naturligvis lettere. Så foretager man sig ting uden forstand! Ikke sandt? - Men med konjunktionen?

PN: Begrebsmæssig aktivitet.

TR: Ja - ikke? Og man spørger altid straks efter det faktiske udbytte: Hvad får De ud af at sidde her? - Forstår De? "hvad får jeg for det job?" Ikke sandt? sådan noget hører til her. - Det merkuriske spørgsmål om fordelen ved det, eller om noget er hensigtsmæssigt, det bestemmer samtidig aktionen.

Eller .. ja, man går den korteste vej, så vidt muligt. "Hvorfor skulle jeg gå en omvej!" Ikke? - der er måske en smuk gammel bygning, som Venus-mennesket ville beundre. Han gør gerne en omvej for at nyde det smukke og optage det i sig. - Men nej, med Mars konjunktion Merkur: "Hvorfor noget! Hvad skulle jeg gøre en omvej for! Hvorfor dog det!" - Eller "Hvad formål har kunst!?" Det spørgsmål er også blevet stillet derfra. - Hvad ville De svare på det? .. Det kan vi ikke svare noget på! vel? For det har nemlig ikke noget formål. Kunst er jo løst fra ethvert formål, er uden formål. - Men derfra, fra konjunktionen Merkur og Mars stiller man spørgsmålet: hvad formål har det? - Nå ja! - osv.

Opposition: Merkur og Mars

Og nu i opposition. Ja, der er jo ens egen aktivitet naturligvis spændingen mellem det, man vil gøre af trang - og det hensigtsmæssige. For det meste sætter man sig så mellem stolene. Man gør det, som ikke har noget formål - eller går efter formålet og er inaktiv. - Syntesen ville så være at skabe forbindelse mellem dem. Lad os sige: den nyttige ydelse.

Kvadrataspektet

Modsat denne akse stiller vi nu en anden akse, og så har vi en vinkel på 90°. - Her har vi 180°.

I det hele taget, hvad er aspekter? - aspekter er vinkler fra et givet punkt. Som en planet står i forhold til Jorden, den vinkel giver netop aspektet. - Vi forestiller os Jorden her i midten, og dette her er oppositionen, og her overfor har vi konjunktionen.

For øvrigt .. i forbindelse med det, vi lige gennemgik .. Jupiter og Venus i opposition bevirker den højeste spænding i jordens magnetfelt. Når Jorden er her, og der Jupiter, og der Venus - så er Jordens magnetfelt mest påvirket. Det er altså .. kan man sige, den mest skrøbelige ligevægt.

Og nu denne vinkel på 90°, den såkaldte kvadratur - ja, traditionelt: bum! - så hænger vi straks med ørene .. uha! det er slemt! - Nej! det er det egentlige kampaspekt, ikke? - Eller jeg kalder det også "Sisyfos-aspektet".

De kender sikkert den mytologiske fabel om Sisyfos, som fik til straf, at han hele tiden skulle rulle en tung sten op på toppen af et bjerg. Og når han har fået den op, triller den ned igen!

Men nu er det altid afgørende, hvordan man forholder sig, altså i kvadraturen. De fleste gør det på følgende måde: Med møje og besvær får de klaret et problem, nemlig det der netop er udtrykt i kvadraturen. - De er så oppe på toppen og mener at have klaret problemet - og stenen ruller ned igen! - ikke? Så står de deroppe og jamrer: "Jeg har gjort mig så stor umage og troede, at nu havde jeg fået det klaret, og nu kan jeg så begynde forfra!" - Jeg anbefaler Dem at forholde Dem anderledes: Stenen ruller ned! og De siger: "Den næste sten, tak!" - Forstår De? - Når man har sådanne kvadraturer, sådanne kampaspekter, så må man gøre sig klart, at man må være indstillet på kamp. Så kan man ikke slappe af. Så er forholdet mellem de to elementer en uophørlig kampsituation.

F.eks. Solen/Mars. Begge er handletrang. Men handletrangen er her momentan (Mars) - og her (Solen) er det et spørgsmål om, hvad der er værd at gøre. - De må altså lære, hvis De har sådan en kvadratur, ikke at reagere på enhver tillokkelse - hvor De ellers ofte gør noget forkert, dvs. lige netop gør det som .. - og her viser så dissonansforholdet sig her i kvadraturaspektet - man gør lige præcis det, som egentlig er imod den centrale værdi, eller noget som skader. For det er jo et analytisk aspekt. Det har den tendens, at kræfterne selvstændiggør sig. Og så kan det ske for Dem, at De midt i handlingen mærker: "Ja egentlig er det imod mit inderste." - Kender De det?, at man handler mod sit inderste? Men man kan ikke mere holde det tilbage, vel?, man har sluppet det løs - og De bliver nødt til at gøre det, ikke?

NN: Kan vi holde en lille pause.
TR: Hvad sagde De?! - Ah! igen en pause ja. Ja tak.